Jeg kunne have startet i September, da vi i sin tid, for hvad der føles som tredive trimestre siden, havde det sjovt med at lave babyen. Jeg har valgt at korte det ned til de sidste par døgn inden fødslen. En anden del af før-fødselshistorien er også, at skidesprælleren vendte forkert. Det forløb meget udramatisk, men fyldte en del i ugerne op til termin. Er det stedet at begynde, ligger indlægget her.
Skuffelsen over, at forholdsvis smertefulde, regelmæssige plukkeveer altid gik i sig selv igen var noget af det, som fyldte absolut mest de sidste 3 uger inden termin. Det var fuldt ud acceptabelt at føde. Graviditeten var fuldbåren og lillemanden var fysisk tilstrækkeligt færdigudviklet til at komme ud i verden. Han kom bare ikke.
Nedtælling fra uge 37+0 til 42+0. Lillemanden blev født den 13 Juni 41+4 De sidste uger skulle vi hver fjerde dag tur retur til Odense, for at blive podet for corona, hvilken fest.
Dels var det udmattende hele tiden at have alt klar og holde støvet nede, dels at plukkeveerne altid stod værst på mellem 02 og 05 om morgenen. Heldigvis lavede jeg intet andet end at tøffe rundt og vente på jeg skulle føde. Det var en åben invitation til bare at sove de timer jeg missede om natten, om dagen mens Mads arbejdede. Han havde heldigvis fået forlænget sin hjemmearbejdsperiode. Havde han symptomer når jeg gik i fødsel, måtte han nemlig ikke komme med til fødseln. Det skulle jeg ikke være en del af. Af samme grund var vi relativt isolerede. Summa summarum var der meget lidt at give sig til som udmattet højgravid.
Den 10. juni’s nat var sådan en nat. Plukkeveerne gik i sig selv. Af en eller anden grund havde jeg accepteret at jeg bare ikke kom til at føde naturligt. Jeg forventede derfor for en gangs skyld ikke, at det skulle føre til fødsel. Min deadline var klokken 10:00 den 14. Juni, hvor jeg skulle igangsættes. Det stod endda i kalenderen.
Om morgenen den 11 Juni blev jeg vækket af plukkeveer. Det så skidt ud i søvnregnskabet og det blev kun værre. De fortsatte, så min vanlige lur blev også aflyst. Veerne eller hvad det nu var, var regelmæssige med cirka 10 minutter imellem og ikke synderligt stærke, men alligevel for hårde, til at jeg kunne lave noget igennem dem. De aftog let over middag, blev mere uregelmæssige, men kom tilbage med ny styrke klokken 20 om aftenen. Den uregelmæssige stil fortsatte med alt mellem 2 og 12 minutter imellem, til gengæld var de stærkere.
Det var absolut ikke smerten der var ulidelig. Det var det’ at det blev ved og ved og ved. Smerterne forstærkede sig også, men det gik langsomt. Jeg fik sovet næsten halvanden time mellem 1 og 3, men vågnede rimelig brat af plukkeveer som ikke længere mente, det var for sjov. De blev ved.
Klokken 12:45 den 12. juni havde jeg tid til overtidstjek på OUH. Jeg takkede nej tak til hindeløsning. Efter hun havde undersøgt mig indvendig, og konstateret at jeg stadig havde halvanden centimeter livmoderhals, syntes jeg der havde været rigeligt aktivitet i mit underliv for i dag.
Mads og jeg havde egentlig snakket om, at vi ville takke ja, hvis vi fik det tilbudt. Jeg var en kylling, og takkede nej, da jeg sad i det. Jordemoderen kunne ydermere naturligvis ikke garantere at det ville have nogen som helst effekt. Der var chance for det bare ville gøre smerterne værre, så det var heller ikke et specielt motiverende forhold. Ud over det var hun sådan en type, der hellere ville gøre det ordentligt en halvt, og jeg er noget pjevset med smerte, så selvom det potentielt kunne forhindre en igangsættelse, holdte jeg på mit ellers tak. Hun kørte også hjertekurve på babyen og blodtryk på mig. Alt var fint, så vi kunne tage hjem igen.
Det gjorde vi ikke. Vi tog på mc’en, spiste os halvt fordærvede, og derefter videre i Zoo. Mens vi vadede parken rundt, snakkede vi om hvor latterligt det ville være at bruge alt ens energi på noget så dumt lige op til en fødsel. Meget hypotetisk. Det var ironisk nok også første gang (ud af mange besøg), vi rent faktisk nåede hele parken rundt. Mine veer fortsatte hele showet igennem. De førte til mange interessante pauser med så intens stirren på hvad der nu lige var i nærheden, at forbipasserende kiggede samme vej.
Et af de mange andre besøg, hvor vi ikke nåede parken rundt. Til gengæld fik vi en selfie med en søko.
Vi kørte hjem, det blev sengetid og jeg skulle i hvert fald ikke sove.
Veerne gjorde langt mere ondt liggende end stående, så vi holdte os vågne og stående. Ud over at være mere smertefulde, steg intervallet mellem veerne også når jeg lå ned, så det droppede jeg hurtigt. Vores mikroskopiske bad var til gengæld hovedattraktion i lejligheden. Der smed jeg skiftevis meget varmt og meget koldt vand ud over min lænd. Tiden gik mens vi vadede frem og tilbage mellem spisebord og bad, og da vi rundede midnat begyndte jeg lige så langsomt at være overbevist om, at det her muligvis, rent faktisk, var veer.
Klokken blev 3 før jeg fik samlet mig sammen til at ringe fødegangen op. Sætningen “jeg tror jeg har veer” undgik jeg meget bevidst, mens “jeg ringer fordi jeg har veer” åbenbart virkede meget relevant i øjeblikket.. I bagklogskabens klare lys var det nok en rimelig overflødig information. De modtager næppe ret mange opkald om noget som helst andet, og slet ikke klokken 03 om natten.
Den venlige Jordemoder troede ikke rigtig jeg var der hvor jeg skulle være. Til gengæld kunne da godt lige komme forbi til et tjek hvis vi havde lyst. Jeg havde alt andet end lyst til at blive sendt hjem igen. Jeg behøvede ikke en jordemoder til at fortælle mig, at jeg skulle prøve at sove lidt, eller gå en tur og komme igen senere. Jeg kiggede hvad jeg husker som temmelig desperat på Mads, for at han skulle tage en beslutning. Min evne var absolut ude af drift. Han valgte ikke, så jeg fik stønnet et opgivende ja-tak til tjek. Bilen var pakket, så der manglede bare mig.
Ikke om jeg havde den mindste lyst til at sætte mig ind i nogen som helst fastlåst stilling, med galoperende ondt så snart jeg ikke stod op. Ellers tak. Der var bare ikke rigtig nogen vej udenom. Kompromiset blev at Mads stoppede bilen hver eneste gang der var optræk til ve. Vi har 35 minutter til OUH, så det var noget af en tur. Da vi ankom 7 år senere, havde de absolut ikke travlt. Vi kom ind i et modtagelsesrum, som gudskelov ikke var det klaustrofobiske lille værelse vi havde fået fremvist til fødselsforberedelse. Jeg blev undersøgt og fik den bedste nyhed jeg overhovedet kunne drømme om, og absolut ikke havde turde håbe på. 4 cm. åben, ingen livmoderhals. Jeg havde lyst til at græde af lettelse. Jeg nåede i et lille minut at frygte hvad der nu skulle ske. Gad vide om hun kunne hun finde på at sende os hjem alligevel? Heldigvis smilte hun og sagde “Så finder jeg lige en stue til jer, mens du tager tøj på”.
Min nervøsitet er steget markant efter at have rundet de gyldne 37 uger. Baby kan komme hvornår det skal være, og pludselig er jeg blevet bange for at noget skal gå galt.
Jordemoderen indfriede nærmest den forventning i dag.
Jeg blev gravid i første hug, og babyen har intet fejlet hele forløbet igennem. Den vendte sig hurtigt rigtigt, har fulgt en fin vækstkurve, endda til den store side og jeg har uden problemer kunne mærke den næsten hele forløbet igennem.
I uge 34 var jeg til scanning, hvor alt, som alle tidligere gange var i den skønneste orden. Stor i størrelsen, rigeligt fostervand, korrekt stilling i maven, klar til fødsel.
Lige indtil i dag.
“Jeg tror han vender den forkerte vej”
Min Jordmoder
Så der var noget galt alligevel. skønt.. “altså med rumpen nedad” uddyber min skønne jordemoder. Jo tak. Jeg forstår det godt.
Og alligevel ikke rigtig. Hvad skal der så ske nu? Skal jeg føde barnet ved kejsersnit eller naturligt? Begge dele har risici, blandt andet at begge kan belaste kroppen mere end en “almindelig fødsel”.
I morgen skal jeg til scanning. Vender barnet forkert, skal jeg til vendingsforsøg. Alene. Det er næsten det værste. Pga. corona, foregår alle garviditetsundersøgelser på OUH stadig uden ledsager.
Lykkedes vendingsforsøget kan jeg forhåbentlig føde naturligt. Lykkedes det ikke, laver fødselslæger et skøn af om risikoen er lavest ved en sædefødsel (altså hvor barnet fødes med rumpen først) eller et planlagt kejsersnit. Og så må jeg ellers vælge.
Fra det ene øjeblik til det andet er jeg måske blevet en gravid med komplikationer. Ekstra scanninger, ekstra opmærksomhed. Jeg vil bare gerne have barnet i armene og afslutte det hele. Heldigvis er det jo resultatet uanset hvad scanningen viser i morgen, men hold nu op hvor kan jeg nå at gøre mig mange overvejelser omkring “hvad nu hvis”. Google og mig er også midlertidigt uvenner, for risiciene ved sædefødsel er ærlig talt ikke særlig tiltalende. Ord som større chance for klip i mellemkødet, større chance for store bristninger og to fødselslæger, to jordemødre, en børnelæge og en social og sundhedsassistent virker heller ikke som det selskab jeg havde tiltænkt mig min fødsel i.
Heldigvis er jeg da ikke gået i fødsel, uden nogen vidste babyen lavede ballade. Selvom den her situation ikke virker særlig beroligende eller tiltagende, er det trods alt bedre end at få beskeden på 24. time med veer.
Vendingsforsøget bliver ikke fedt. Det er heldigvis ikke den første ikke fede ting min graviditet har bragt med sig. Jeg har endda lavet en hel liste over overraskende almindelige graviditetsgener ingen havde fortalt mig om, som du er mere end velkommen til at læse om. Det kan være den bliver længere efter i morgen. Her er desuden et af de mange links jeg ikke var specielt begejstret for, omkring mulighederne med et barn i underkropsstilling fra Odense Hospital.
Alle leverandørerne af nuttet grej i størrelse baby, fik en overhaling i ugerne efter misdannelsescanningsen i uge 20. Så havde vi i hvert fald det vigtigste. Og 100 andre mindre vigtige ting.
Strømper kan ikke størrelsesorteres slut. De er bare kommet i en’ kasse allesammen. Så håber jeg ikke skidesprælleren er sart.
Vi havde selvfølgelig en liste. Nu kan baby komme hvornår det skal være, og der er stadig ting på listen, vi ikke har styr på.
Det er ikke kun de fysiske remedier som sejler lidt. Vi bor på landet, og har smådyr og køkkenhave. Det skal lige indstilles på at kunne stå stille en uges tid, hvis det bliver nødvendigt. Kyllingerne skal have større bur, katten skal have et kuld killinger og projekt køkkenhave sejler bare altid lidt. Mit talent er lister. Derfor jeg har fattet mig i korthed og fældet det hele ned i lidt mindre end syv milliarder punkter fordelt på omtrent samme antal lister. Jeg har endda en liste over de vigtigste lister, så jeg ikke glemmer noget ægte vigtigt… Jeg elsker at lave dem. Evnen til at følge dem, scorer jeg til gengæld meget lavt på. Heldigvis er vi to om projektet og den anden halvdel er ret skarp til at få en liste i hånden og udføre det hele, mens jeg har ondt af mig selv på sofaen.
I starten var det mere hyggelige lister, som ofte involverede gode samtaler og rigelige mængder snacks. Vi vendte alt fra økonomi, tøj kvalitet, forskellige emner inden for opdragelse, amning, natarbejdet med baby, traditioner og meget, meget, meget mere.
Nu er det meget praktisk. Monter autostolen, bestil mad hjem til laaaaang tid, gør plads til bleer på badeværelset. Ikke specielt tiltalende, men kan til gengæld udføres uden sparring fra modparten.
Lige så langsomt er det bare begyndt at gå op for mig, at det slet ikke er antallet af rene bodyer eller hvor meget mikroovnmad der er i fryseren, som betyder noget for mig i de dage her. Vi er lidt tilbage ved start. Jeg vil bare gerne have tid. Kærestetid. Bare være sammen. Sammen som par, uden at lave alt muligt, men bare sove længe og kigge hinanden lidt i øjnene. Det savner jeg, allerede.
For det er nok nærmere de ting, der ikke kommer til at være tid til i starten, når skidesprælleren først er ude. Jeg tror aldrig der er nybagte forældre, der er døde af sult, fordi fryseren ikke indeholdt mad til de næste 8 uger. Der er nok heller ikke ret mange nøgne nyfødte, fordi ALT tøjet ikke nåede gennem maskinen.
Ting som endnu ikke har en plads. Herunder puslemåtten..
Til gengæld er der massere af historier om par der ikke har sex og skændes om natten. I de værste tilfælde ender folk med at gå fra hinanden, og den rate vokser sig tårnhøj.
Når min anden halvdel suser rundt på hele ejendommen for at kunne sætte flueben, eller er kørt til apoteket, brugsen eller babysam for tiende gang for at få fat i noget vi mangler (fra en af listerne naturligvis), så mangler jeg ham.
Derfor gør det ikke noget vi ikke er klar. Sålænge vi er tanket godt op på nærvær og hygge, er jeg mindre bekymret for natskænderierne og manglende morgenkys. Det er vel bare en fase på en 18 år, før vi igen bare har os selv at nulre navler på.
“Har du nogen plukkeveer”? “Nej, jeg har aldrig mærket noget” Og det er virkelig træls, kunne jeg passende tilføje. Det er det samme spørgsmål hver gang, uanset om man melder sig med mindre liv, eller bare skal til lægen for at tisse i en kop. De har aldrig virket bekymret over mit svar, så det er nok meget almindeligt for sådan en som mig. Følelsen er ambivalent, for det skulle ikke være fedt at være overrendt af plukkeveer, så gudskelov er det ikke tilfældet. Alligevel gad jeg godt lige mærke hvordan det føles. Vel lidt som en ve? Og hvordan føles sådan en? Der har bare aldrig været noget. Indtil i går.
Alle de kloge, og dem der brokker sig over plukkeveer havde ret. Det var ikke specielt fedt, og jeg mærkede det endda kun en enkelt gang midt på eftermiddagen. Følelsen var et stærkt træk i bunden af maven, som forplantede sig helt ned i bækkenet.
Fra omkring klokken 22 begyndte jeg at mærke strækket igen og igen med få minutters mellemrum. Jeg ved ingenting om hvordan det skal føles. Og hvordan føles en ve egentlig? Må plukkeveer godt gøre nas? Hvad er “nas” og hvornår bidder det bare lidt? Jeg kunne i hvert fald ikke sove. Omkring klokken 02:30 stilnede forestillingen af. Jeg blev faktisk skuffet. Timingen var sygt dårlig, men lige så stille var jeg alligevel begyndt mentalt at forberede mig på, at jeg skulle føde, og glædet mig.
Resten af natten vågnede jeg med cirka en times mellemrum, af den samme slags aktivitet. Nu er klokken 16, og de kommer stadig. Ikke regelmæssigt, men alligevel så ofte, at jeg ikke når at slå det ud af hovedet. Måske skal jeg snart føde. Måske kan jeg bare mærke mine plukkeveer nu. Måske gør kroppen bare klar, eller også har jeg bare en ustyrlig baby, som lige får det sidste ud af maven, inden lejekontrakten udløber.
Min idyldiske tålmodighed og troen på at baby bare kommer når baby er klar er ovre. Den har aldrig rigtig været der, hverken tålmodigheden, eller troen, men nu er det alvor. Der er stadig tre fulde uger til termin. Det er satme lang tid! Forsmagen har givet mig den vildeste appetit, og nu kan fødslen bare komme an, så vi kan blive forældre. Måske i nat, måske i morgen og måske om 4 uger. Vi skal lige have en alvorlig samtale om flydende deadlines når dem kommer ud, for det her går ikke i længden.
Vi er klar, så nu må vi bare bide tænderne sammen, til det passer det lille nibs at melde sin ankomst.
Åhr jeg kaster op hele tiden. Jeg har så meget kvalme at jeg ikke engang kan se serie. Jeg har ikke sovet ordentligt siden uge 12. Mit bækken er røv nedern. Jeg har ondt i ryggen, faktisk over alt.
Jeg kan komme på uendeligt mange beklagelser jeg med største fornøjelse ville kaste om mig, til alle som gider lytte. Alle kender bare nogen som har været gravid før mig, og nettet er oversvømmet af lister med almindelige graviditets-gener. Min vægtstingning og trang til salt kommer ærlig talt ikke bag på nogen. Det er bare en del af pakken, og det ved alle. Jeg har til gengæld oplevet en række helt almindelige ting, som jeg aldrig har hørt gravide beklage sig over. Det er intimt, måske pinligt eller bare virkelig for træls, upassende eller privat til lige at blive kastet i hatten til middagsbordet. Jeg har gjort en dyd ud af at samle her til frit skue. Heldigvis rammer det hele jo sjælendt samtidig, og når det rammer, er det heldigt at babytøj er så nuttet at kigge på, at man bilder sig ind, det er det hele værd.
Hæmorider
Ja. Måske er det ikke verdens mest hemmelige hemmelighed, at de kan komme når man er gravid, men det er altså ikke som jeg troede, noget der bare lige bliver fixet og ikke påvirker dansen på roser.
For det første gør alle toiletbesøg sindsygt nas, uanset om de er små eller store. At samle ting op fra gulvet, binde snørrebånd og klappe kæledyr kommer også på listen over ting der ikke kommer til at ske lige foreløbig.
Hvis man skal have gjort noget ved det, skal man først ringe til lægen. Allerede der sidder jeg og ryster skrækslagent, og overspringshandler på livet løs. Så slemt er det alligevel ikke. Jo det er det. Man ringer, og skal nu forklare en sekretær hvorfor man absolut (jeg var meget desperat) skal have tid til lægen samme dag. I mangel på bedre ord, må den venlige kvinde tro hun snakker med en treårig. Jeg fik i hvert fald nævnt lidt af hvert. Når man så endelig kommer til, stikker lægen sin finger op bag i en. Fortsat mosler hun så lidt rundt og udskriver noget latterligt dyrt creme, som til gengæld virker med det samme. I en periode. Der er nemlig skønne bivirkninger.
Jeg har forstået det sådan, at man desværre ikke rigtig kan andet end at lindre, før man har født. Pisse fedt.
Hævede kønslæber
Også en, jeg aldrig havde hørt om. Heldigvis var google min ven, og forsikrede mig om at det var helt almindeligt. Derfor er det stadig noget nær uudholdeligt og gør pisse nas. Jeg smører mellemkød og skamlæber med mandelolie, for at lindre kløen, svien og små rifter. Det var lægens bedste bud. Det hjælper, men fjerner ikke problemet. Heldigvis er det et af de problemer, som skulle forsvinde som dug for solen, så snart babyen er ude og hormonerne på plads. Hvor lang tid det så tager forsøger jeg ikke at tænke for megetover.
En anden ulempe er at ens arme på magisk hvis forkortes i graviditeten. Som om det ikke er slemt nok at skulle kæmpe med et underliv der ikke ligner sig selv, kan man jo passende invitere sin kæreste til at være den, man lige kan udstille det problem for, og få ham til at smøre olien ud. Den gode ting er, at jeg ikke er nær så bekymret for min blufærdighed under fødslen længere.
Sved
Jeg har altid haft små bryster. Lige indtil jeg blev gravid. Bevares, objektivt set har de nok bare fået en mere anvendelig størrelse nu, men allerede meget tidligt i min graviditet stiftede jeg bekendtskab med sved under brysterne. De har aldrig rørt min hud under brystet før. Det var en oplevelse, og jeg gik konstant og stoppede tøjet op under mine bryster, for at huden ikke skulle gnides op af hinanden. Nu har jeg konstateret at den øgede svedproduktion gælder hele kroppen. Lækkert.
Pels
Ikke som en hund, men pikslips og en generel markant øget hårvækst på mave, arme og ben. Den gode nyhed er at både min jordmoder og læge ikke har kommenteret det, så jeg går ud fra det er normalt.
Oppustet mave
Det var værst helt i starten. Alle kunne se jeg var gravid, og jeg kunne give 1000 blikke der sagde noget i retning af “lad være med at spørge hvor langt jeg er henne”. Jeg var under 12 uger henne da jeg var til den første familiebegivenhed. Min mave lignede en der godt igennem 1. og halvejs i 2. trimester. Sandheden var at babyen nok har været på størrelse med en lime, og ville have være total anonym i sin størrelse. Mine tarme derimod var på størrelse med en vandmelon. Jeg bekræftede bare, at jeg var gravid og stak af fra samtalen mod kagebordet. Det var en 80-års fødselsdag med kage-buffet, så det så ikke underligt ud, heller ikke gang nummer 700.
Forstoppelse
Problemet kommer hånd i hånd med den oppustende mave. Jeg har aldrig haft gode toiletvaner. Faktisk har jeg aldrig rigtig skænket dem en tanke, før jeg lå og vred mig i smerte. Det er ikke for sjov ikke at kunne lave bommelom på toilettet, det gør sindsygt nas. Kuren, sveskejuice og kaffe. Jeg kan ikke få noget af det ned, så min mave må have det som den har det. Heldigvis var problemet for mig nærmest væk efter første trimester.
Hormoner
Før græd jeg ikke af træthed, og jeg havde aldrig oplevet at blive skuffet over manglen på noget mad, jeg ikke engang vidste hvad var. Jeg kan slet ikke genkende mig selv, for hvornår er det mig, og hvornår er det “bare” hormoner? Jeg blev sjælendt vred, og viste det aldrig. Nu har jeg taget en nat på sofaen i arrigskab.
Selvfølgelig havde jeg hørt om hormoner. Til gengæld havde jeg ikke skænket det en tanke, hvordan det ville være at leve med hormoner. Forstå mig ret, alle påvirkes altid af hormoner. Forskellen for mig ligger i langsomt at være gledet helt ud af mit gamle jeg. Det er til gengæld også stilnet af, og med tre uger til termin håber jeg på det snart er ovre.
Fødsel i sigte
Fremover kommer jeg ikke til at kunne høre gravide beklage sig, uden at vide det kun er toppen af isbjerget. Hvordan det er acceptabelt at nævne hvor mange gange man kaster op, men ikke hvor træls det er at svede alle bluser igennem på 30 sekunder må forblive en gåde. Nu er mine mindre fede graviditetsgener i hvert fald listet her, til skræk og advarsel. Jeg syntes stadig kvalmen og opkast er det værste. Alle de listede ting, har været mere eller mindre sekundære i min graviditet. Jeg kan næsten ikke vente med at opleve det hele igen. Måske kan jeg ovenikøbet gøre listen af helt almindelige, men aldrig nævnte gener endnu længere, bare som en public service til gravide som føler sig lidt Palle alene i verden.
Fødslen kommer helt sikkert til at blive et kapitel for sig selv, hvad angår ikke nævnte oplevelser. Jeg håber det bliver en kort liste, men mon dog.Før jeg nåede hertil gjorde vi os en masse overvejelser om at skulle være forældre. Dem alle andre nok mente var det vigtigste har jeg samlet her i Projekt Baby. De afholdte os heldigvis ikke, og nu venter vi i spænding til den melder sin ankomst.
Studiestarten og valget om at få fjernet min spiral, falder nøjagtig oveni hinanden. Jeg kan læse mig til, at der almindeligvis går et par måneder, før min cyklus finder sig selv. Når det sker, er muligheden for at blive gravid, rent faktisk er en realitet.
Jeg har haft mange overvejelser om, hvornår det rigtige tidspunkt for at få børn er, og som alle andre, har jeg allieret mig med google. I håbet om at finde det helt rigtige svar, har jeg brugt flere timer på artikler fra woman, alt og nyheds-medierne. Jeg er alligevel overvejende blevet ledt ind på forskellige forums, hvor alle slags kvinder kommer med deres holdning til, hvornår børn passer ind i livet. Kommentarer som; “Tag en uddannelse, og få et job, børn skal du nok have tid til at få, når du når så langt” og “Mærk efter hvornår det føles rigtigt, men tænk over at have din økonomi og privatliv i orden først” var overvældende. Med andre ord, skulle man gerne være 30 (eller i hvert fald føle sig sådan), have en uddannelse, fuldtidsjob, hus, bil og prøvet at have et kæledyr, før det er ansvarligt at kaste sig ud i projekt baby.
Jeg føler ikke jeg er gået i gang med “projekt baby”. Selvfølgelig er det en spændende livsomvæltning, men når babyen bliver projektet, hvad bliver jeg så? Jeg er i hvert fald ikke 30. Jeg har ingen videregående uddannelse. Jeg bor til leje på et iskoldt nedlagt landbrug. Jeg kan ikke køre vores bil. Jeg kan faktisk ikke engang finde ud af at lave mad. Alligevel er jeg ikke bekymret for det praktiske.
Kan man få børn under studiet?
Måske. Jeg syntes det er ideelt. Når jeg kommer rigtigt i gang, kan det være mine vejledere har en anden holdning.
Jeg er ikke bekymret for at starte mit studie, og smide præventionen samtidig. Det kan være svært at blive gravid, og hvis jeg venter til efter første semester, hvorfor så ikke lige vente til efter andet også? Det er trods alt der, de mere vigtige eksamener ligger. Så skal jeg til at vælge valgfag, så er der siddefag og jeg skal i hvert fald ikke have et barn oveni min bachelor.
Det går lynhurtigt at finde alle årsagerne til at vente. Jeg synes det er oplagt nu. Faktisk det mest oplagte tidspunkt overhovedet.
Mit første semester har tre undervisnings-frie dage. Trods “undervisnings-fri” ikke betyder “fri”, betyder det i hvert fald massere af fleksibilitet, sat op imod et 37 timers fuldtidsjob. Jobs med mange faste timer i daglige tidsintervaller og presset for ikke at må have det dårligt, bare fordi jeg er gravid. Bliver jeg ramt af det berygtede kvalmede 1. semester, har jeg selvfølgelig bare pådraget mig 13 madforgiftninger på 12 uger, for at nå i mål til nakkefoldskanningen. Det går ikke.
Jeg føler jeg har en enorm frihed som studerende. Min mulighed for at tilpasse og variere min indsats er enorm, fordelt over semestret. Jeg ved på forhånd hvad der forventes af mig, og hvordan jeg når derhen, er der ikke andre end mig som behøver bekymre sig om.
Økonomien i valget om børn
Det helt store økonomi-show, virker som den almene yndlingsårsag, til at udskyde ønsket om børn. Prisen afhænger af hvem man spørger, og hvordan man selvfølgelig selv er. Et bud fra DR er på 45.000 kr. efter børnechecken for det første år.
Jeg er heldigvis så priviligeret, at min kæreste arbejder fuldtid. Jeg har også formået at spare et par kroner sammen, i min famøse karriere som vuggestue-pædagogmedhjælper. Økonomien skal helt sikkert justeres, især fordi vi begge gerne vil tage barslen. Min indkomst ændre sig ikke af at gå på barsel, det er det gode ved SU. Til gengæld går min kæreste noget ned i sin. Vi har total fællesøkonomi, så alt økonomisk står vi helt lige med
Vuggestuen har også fjernet en stor usikkerhed, omkring håndteringen af små-børn. De første dage turde jeg knap nok røre børnene, i frygt for at de ville gå i stykker. Børn er heldigvis lavet af gummi og magi. De kan tåle virkelig mange knobs, og går i hvert fald ikke i stykker første gang man kommer til at placere dem i en ikke ergonomisk korrekt stilling i 3 minutter.
Vi har købt graviditets-tests. De ligger i skuffen. Det virker så vildt. Jeg glæder mig helt afsindigt! Men. Vi har også aftalt, og er enige om, at vi ikke tester, fordi der er en chance, men fast hver tredje måned, eller hvis jeg mærker en forskel, min menstruation udebliver eller hvad der ellers kunne opstå, af interessante situationer. Vi har købt fem. Det ville være så vildt, hvis jeg om 5 tests, har et lille væsen i maven.
For at give dig de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver dit samtykke til disse teknologier, kan vi behandle data som f.eks. browsingadfærd eller unikke ID'er på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.
Funktionsdygtig
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
