Min nervøsitet er steget markant efter at have rundet de gyldne 37 uger. Baby kan komme hvornår det skal være, og pludselig er jeg blevet bange for at noget skal gå galt.
Jordemoderen indfriede nærmest den forventning i dag.
Jeg blev gravid i første hug, og babyen har intet fejlet hele forløbet igennem. Den vendte sig hurtigt rigtigt, har fulgt en fin vækstkurve, endda til den store side og jeg har uden problemer kunne mærke den næsten hele forløbet igennem.
I uge 34 var jeg til scanning, hvor alt, som alle tidligere gange var i den skønneste orden. Stor i størrelsen, rigeligt fostervand, korrekt stilling i maven, klar til fødsel.
Lige indtil i dag.
“Jeg tror han vender den forkerte vej”
Min Jordmoder
Så der var noget galt alligevel. skønt.. “altså med rumpen nedad” uddyber min skønne jordemoder. Jo tak. Jeg forstår det godt.
Og alligevel ikke rigtig. Hvad skal der så ske nu? Skal jeg føde barnet ved kejsersnit eller naturligt? Begge dele har risici, blandt andet at begge kan belaste kroppen mere end en “almindelig fødsel”.
I morgen skal jeg til scanning. Vender barnet forkert, skal jeg til vendingsforsøg. Alene. Det er næsten det værste. Pga. corona, foregår alle garviditetsundersøgelser på OUH stadig uden ledsager.
Lykkedes vendingsforsøget kan jeg forhåbentlig føde naturligt. Lykkedes det ikke, laver fødselslæger et skøn af om risikoen er lavest ved en sædefødsel (altså hvor barnet fødes med rumpen først) eller et planlagt kejsersnit. Og så må jeg ellers vælge.
Fra det ene øjeblik til det andet er jeg måske blevet en gravid med komplikationer. Ekstra scanninger, ekstra opmærksomhed. Jeg vil bare gerne have barnet i armene og afslutte det hele. Heldigvis er det jo resultatet uanset hvad scanningen viser i morgen, men hold nu op hvor kan jeg nå at gøre mig mange overvejelser omkring “hvad nu hvis”.
Google og mig er også midlertidigt uvenner, for risiciene ved sædefødsel er ærlig talt ikke særlig tiltalende. Ord som større chance for klip i mellemkødet, større chance for store bristninger og to fødselslæger, to jordemødre, en børnelæge og en social og sundhedsassistent virker heller ikke som det selskab jeg havde tiltænkt mig min fødsel i.
Heldigvis er jeg da ikke gået i fødsel, uden nogen vidste babyen lavede ballade. Selvom den her situation ikke virker særlig beroligende eller tiltagende, er det trods alt bedre end at få beskeden på 24. time med veer.
Vendingsforsøget bliver ikke fedt. Det er heldigvis ikke den første ikke fede ting min graviditet har bragt med sig. Jeg har endda lavet en hel liste over overraskende almindelige graviditetsgener ingen havde fortalt mig om, som du er mere end velkommen til at læse om. Det kan være den bliver længere efter i morgen. Her er desuden et af de mange links jeg ikke var specielt begejstret for, omkring mulighederne med et barn i underkropsstilling fra Odense Hospital.
Trackbacks/Pingbacks