Vi fik en ægte stue og en ægte Jordemoder og så skulle jeg ellers ægte føde. Og fra den del her, må jeg også kalde det ægte veer og ikke “plukkeveer eller veer eller hvad det nu er” og hvad er forskellen i øvrigt? Veer leder til fødsel, det gør plukkeveer ikke, men når man står på fødegangen kalder de det gudhjælpemig det for “Fødselsveer”, når de skal indikerer at man er i aktiv fødsel. Pludselig hedder det “Udvidelsesveer” når man udvider sig OG “Presseveer” når man presser. Jeg havde helt ret i min hypotese. Man ikke en skid er sikker på om det er veer eller ej, før en jordemoder bekræfter at nu er det altså nu.
Fra venstre er den første briks til babyen, den midterste er til at føde på, og længst til højre; en seng. Hvad den er til under fødslen, håber jeg på at erfare næste gang..
Klokken 04:20 var vi officielt tjekket ind. Det var ret vildt. Shit. NU skulle jeg altså føde. Det var jeg ikke sikker på jeg turde. Jeg fik tilbudt klyx og takkede glædeligt ja. For de uindviede er det en stor mængde flydende afføringsmiddel man får sprøjtet direkte op, hvor der skal tømmes. Så bliver man bedt om at holde det inde i 10 minutter, mens man har veer vel og mærket, før man må smutte ud og levere indholdet i toilettet. Det jeg var absolut mest bekymret for, var hvorvidt jeg ville komme til at skide i sengen, på gulvet på vej derud eller over hele toilettet. Alle fødselsberetninger jeg har hørt, har det været noget nær umuligt at holde moletjavsen inde i de famøse 10 minutter. For mig var det virkelig ikke noget stort problem. Så har dem, som skulle stå over for det valg, også det perspektiv.
Da klokken blev 5 var alle formaliteterne overstået, og vi blev sendt i bilen for at hente vores ting, så vi fik en lille gåtur der kunne skubbe gang i veerne. Det blev en ret langsom gåtur, men vi fik taget trapperne ned. Ikke op igen. Der skulle ikke ret meget til for at sætte det hele i gang, så det var ikke en mulighed.
Da vi skulle ind på sygehuset, efter at have hentet alt det vi havde pakket, som vi i øvrigt overhovedet ikke fik brugt, var døren låst. Man skal trykke på en knap, når man kommer om natten, for at blive lukket ind. Vores kald gik ikke igennem til vagten, som skulle låse døren op, og den var ikke åbnet, selvom det var indenfor almindelig åbningstid. Jeg havde grumme veer. Det var afgjort ikke min opgave at fixe problemet. Mads fik ringet til fødegangen og de fik sendt vores jordemoder ned for at åbne for os. Fedt, så var vi inde igen.
Jeg ville vildt gerne i badekar og jublede absolut indeni, da jeg så vores fødestue havde et. Efter vores lille stunt ved fordøren var klokken nået at blive 6 og det badekar kunne kun blive fyldt for langsomt. Veerne begyndte at trække tænder ud. Jeg tog et par veer i badekarret, men efter en lille time passede det mig åbenbart ikke rigtig længere at ligge i det, og lige oven i vagtskiftet stod jeg op igen. Jeg kan ikke selv huske ret meget af resten af forløbet, men min nye jordemoder præsenterede sig mellem veerne og havde mørkt hår. Hendes navn fik jeg ikke med. Hun var heller ikke så belejlig at skrive det på tavlen, så den eneste gang jeg havde brug for det, opgav jeg det bare igen.
Hun klistrede nogle varmepuder på mig og tilbød mig lattergas. Jeg tog glædeligt imod lattergassen, og så hyggede jeg mig ellers med den i 3 timer. Positionen var stående op ad sengen med Mads i hånden på den anden side. Han har fortalt mig han også holdte min maske. Det kunne jeg åbenbart ikke finde ud af selv. Ikke at jeg husker det. Til gengæld kan jeg godt huske hvor meget jeg prøvede på at skjule, hvordan lattergassen påvirkede mig, så min jordemoder ikke skulle få den skrækkelige ide at tage den fra mig. Svimmelheden var det værste, jeg faldt hele tiden i søvn (jeg registrerede mest bare at Mads ruskede lidt i mig og kaldte på mig). Min tunge havde sit helt eget liv og jeg var overbevist om, at hvis jeg forsøgte at gå, ville mine ben splatte sammen under mig.
Af samme grund orkede jeg ikke at give mig i kast med at forklare min jordemoder eller Mads at jeg så småt havde lyst til at presse. Jordemoderen var tilsyneladende skarpere end mine forsøg på at skjule alle mine hemmeligheder. Ganske kort tid efter pressetrangen var begyndt at melde sig, syntes hun lige hun ville undersøge mig. Fuldt åbent. Sådan, næste kapitel tak. Eller ellers tak, for det indebar desværre at jeg ikke måtte stå op længere.
Jeg ville gerne føde i vand. Mens de fyldte fødekarret op, gik mit vand fordi jeg ikke var ret dygtig til ikke at presse, når jeg havde pressetrang. Jeg pressede bare.. Når jordemoderen sagde jeg ikke skulle presse, fortolkede jeg det som at jeg bare ikke skulle presse medmindre jeg ikke kunne lade vær, så jeg pressede. Tilbage til vandet, så gik det mens jeg stod der og lod som om jeg ikke pressede. Det føltes som om det tog laaaaaang tid for alle at fatte hvad jeg prøvede at formidle med føromtalte tungevanskeligheder. Tiøren faldt endelig for Mads, som fik sagt det videre.
Personligt forstod jeg på ingen måde hvordan det ikke var åbenlyst. Indeni mig lød det som et ordentligt brag. Vandet ramte gulvet, pjaskede op på mine ben og løb i øvrigt ud over det hele. Der foregik ret meget på stuen imens, og de var også ved at fylde mit fødselskar. Det giver nok mening, trods at jeg syntes det var meget åbenlyst hvad jeg prøvede at fortælle når jeg svagt fik mumlet “vand, vand, vand”… Inden vi nåede til fælles forståelse for hvad “vand” betød, havde jeg både fået serveret en vandflaske og blevet oplyst om hvor langt de var med fødekarret.
Der var latterligt varmt på fødestuen, så jeg tjekkede lige hvor langt der var ned, ud af vinduet under nogle af mine veer.
Vandet var grønt. Ikke det jeg skulle føde i, men det babyen lå i, i min mave. Det er noget rigtig skidt, navnligt fordi det betød jeg ikke måtte føde i badekarret. Til gengæld måtte jeg ligge på ryggen, hvilket var det eneste jeg absolut ikke syntes var fedt. Hele pressefasen er relativt sløret for mig. Det ærgerligste ved min fødsel syntes jeg var, at jeg ikke kunne mærke jeg fødte mit barn. Da jordemoderen meddelte at hovedet var ude var jeg utrolig lettet og forholdsvis overrasket, for jeg kunne simpelthen ikke mærke det.
Desværre var smerten ikke bare forsvundet på magisk vis, men havde forplantet sig voldsomt i ryggen. Det var sindsygt hårdt at have så voldsom en smerte, som virkede ufattelig meningsløs. Jeg kan huske, at jeg bad om at stoppe, forklarede at jeg ikke kunne holde det ud, for smerten var ved at overmande min tro på, at det nok skulle gå. Mine veer var væk, jeg kunne i hvert fald ikke mærke dem. Det eneste jeg kunne mærke var den vanvittige dunken langt op af ryggen.
Lillemanden skulle have taget blodprøver fra sit hoved for at tjekke at alt var okay med ham. Overvågningen på ham var konstant. De prøvede også af flere omgange, med flere forskellige instrumenter at måle hvornår jeg havde ve, men det lykkedes ikke. Tiden var en anelse kaotisk. Min jordemoder havde en stemme der trods hendes pædagogiske forklaringer om hvordan jeg skulle presse tydeligt sagde “du gør det forkert”. Det gjorde jeg afgjort også, for jeg kunne simpelthen ingenting mærke i den region. På et eller andet tidspunkt fattede jeg endelig hvordan. Ikke at jeg syntes der var den store forskel på det jeg havde gjort indtil da. Fødslen skred frem og han blev født på et par få presseveer derefter. De lagde ham på brystet og alt var endelig overstået. Vi var blevet fuldtallige på fødestuen.
Jeg kunne have startet i September, da vi i sin tid, for hvad der føles som tredive trimestre siden, havde det sjovt med at lave babyen. Jeg har valgt at korte det ned til de sidste par døgn inden fødslen. En anden del af før-fødselshistorien er også, at skidesprælleren vendte forkert. Det forløb meget udramatisk, men fyldte en del i ugerne op til termin. Er det stedet at begynde, ligger indlægget her.
Skuffelsen over, at forholdsvis smertefulde, regelmæssige plukkeveer altid gik i sig selv igen var noget af det, som fyldte absolut mest de sidste 3 uger inden termin. Det var fuldt ud acceptabelt at føde. Graviditeten var fuldbåren og lillemanden var fysisk tilstrækkeligt færdigudviklet til at komme ud i verden. Han kom bare ikke.
Nedtælling fra uge 37+0 til 42+0. Lillemanden blev født den 13 Juni 41+4 De sidste uger skulle vi hver fjerde dag tur retur til Odense, for at blive podet for corona, hvilken fest.
Dels var det udmattende hele tiden at have alt klar og holde støvet nede, dels at plukkeveerne altid stod værst på mellem 02 og 05 om morgenen. Heldigvis lavede jeg intet andet end at tøffe rundt og vente på jeg skulle føde. Det var en åben invitation til bare at sove de timer jeg missede om natten, om dagen mens Mads arbejdede. Han havde heldigvis fået forlænget sin hjemmearbejdsperiode. Havde han symptomer når jeg gik i fødsel, måtte han nemlig ikke komme med til fødseln. Det skulle jeg ikke være en del af. Af samme grund var vi relativt isolerede. Summa summarum var der meget lidt at give sig til som udmattet højgravid.
Den 10. juni’s nat var sådan en nat. Plukkeveerne gik i sig selv. Af en eller anden grund havde jeg accepteret at jeg bare ikke kom til at føde naturligt. Jeg forventede derfor for en gangs skyld ikke, at det skulle føre til fødsel. Min deadline var klokken 10:00 den 14. Juni, hvor jeg skulle igangsættes. Det stod endda i kalenderen.
Om morgenen den 11 Juni blev jeg vækket af plukkeveer. Det så skidt ud i søvnregnskabet og det blev kun værre. De fortsatte, så min vanlige lur blev også aflyst. Veerne eller hvad det nu var, var regelmæssige med cirka 10 minutter imellem og ikke synderligt stærke, men alligevel for hårde, til at jeg kunne lave noget igennem dem. De aftog let over middag, blev mere uregelmæssige, men kom tilbage med ny styrke klokken 20 om aftenen. Den uregelmæssige stil fortsatte med alt mellem 2 og 12 minutter imellem, til gengæld var de stærkere.
Det var absolut ikke smerten der var ulidelig. Det var det’ at det blev ved og ved og ved. Smerterne forstærkede sig også, men det gik langsomt. Jeg fik sovet næsten halvanden time mellem 1 og 3, men vågnede rimelig brat af plukkeveer som ikke længere mente, det var for sjov. De blev ved.
Klokken 12:45 den 12. juni havde jeg tid til overtidstjek på OUH. Jeg takkede nej tak til hindeløsning. Efter hun havde undersøgt mig indvendig, og konstateret at jeg stadig havde halvanden centimeter livmoderhals, syntes jeg der havde været rigeligt aktivitet i mit underliv for i dag.
Mads og jeg havde egentlig snakket om, at vi ville takke ja, hvis vi fik det tilbudt. Jeg var en kylling, og takkede nej, da jeg sad i det. Jordemoderen kunne ydermere naturligvis ikke garantere at det ville have nogen som helst effekt. Der var chance for det bare ville gøre smerterne værre, så det var heller ikke et specielt motiverende forhold. Ud over det var hun sådan en type, der hellere ville gøre det ordentligt en halvt, og jeg er noget pjevset med smerte, så selvom det potentielt kunne forhindre en igangsættelse, holdte jeg på mit ellers tak. Hun kørte også hjertekurve på babyen og blodtryk på mig. Alt var fint, så vi kunne tage hjem igen.
Det gjorde vi ikke. Vi tog på mc’en, spiste os halvt fordærvede, og derefter videre i Zoo. Mens vi vadede parken rundt, snakkede vi om hvor latterligt det ville være at bruge alt ens energi på noget så dumt lige op til en fødsel. Meget hypotetisk. Det var ironisk nok også første gang (ud af mange besøg), vi rent faktisk nåede hele parken rundt. Mine veer fortsatte hele showet igennem. De førte til mange interessante pauser med så intens stirren på hvad der nu lige var i nærheden, at forbipasserende kiggede samme vej.
Et af de mange andre besøg, hvor vi ikke nåede parken rundt. Til gengæld fik vi en selfie med en søko.
Vi kørte hjem, det blev sengetid og jeg skulle i hvert fald ikke sove.
Veerne gjorde langt mere ondt liggende end stående, så vi holdte os vågne og stående. Ud over at være mere smertefulde, steg intervallet mellem veerne også når jeg lå ned, så det droppede jeg hurtigt. Vores mikroskopiske bad var til gengæld hovedattraktion i lejligheden. Der smed jeg skiftevis meget varmt og meget koldt vand ud over min lænd. Tiden gik mens vi vadede frem og tilbage mellem spisebord og bad, og da vi rundede midnat begyndte jeg lige så langsomt at være overbevist om, at det her muligvis, rent faktisk, var veer.
Klokken blev 3 før jeg fik samlet mig sammen til at ringe fødegangen op. Sætningen “jeg tror jeg har veer” undgik jeg meget bevidst, mens “jeg ringer fordi jeg har veer” åbenbart virkede meget relevant i øjeblikket.. I bagklogskabens klare lys var det nok en rimelig overflødig information. De modtager næppe ret mange opkald om noget som helst andet, og slet ikke klokken 03 om natten.
Den venlige Jordemoder troede ikke rigtig jeg var der hvor jeg skulle være. Til gengæld kunne da godt lige komme forbi til et tjek hvis vi havde lyst. Jeg havde alt andet end lyst til at blive sendt hjem igen. Jeg behøvede ikke en jordemoder til at fortælle mig, at jeg skulle prøve at sove lidt, eller gå en tur og komme igen senere. Jeg kiggede hvad jeg husker som temmelig desperat på Mads, for at han skulle tage en beslutning. Min evne var absolut ude af drift. Han valgte ikke, så jeg fik stønnet et opgivende ja-tak til tjek. Bilen var pakket, så der manglede bare mig.
Ikke om jeg havde den mindste lyst til at sætte mig ind i nogen som helst fastlåst stilling, med galoperende ondt så snart jeg ikke stod op. Ellers tak. Der var bare ikke rigtig nogen vej udenom. Kompromiset blev at Mads stoppede bilen hver eneste gang der var optræk til ve. Vi har 35 minutter til OUH, så det var noget af en tur. Da vi ankom 7 år senere, havde de absolut ikke travlt. Vi kom ind i et modtagelsesrum, som gudskelov ikke var det klaustrofobiske lille værelse vi havde fået fremvist til fødselsforberedelse. Jeg blev undersøgt og fik den bedste nyhed jeg overhovedet kunne drømme om, og absolut ikke havde turde håbe på. 4 cm. åben, ingen livmoderhals. Jeg havde lyst til at græde af lettelse. Jeg nåede i et lille minut at frygte hvad der nu skulle ske. Gad vide om hun kunne hun finde på at sende os hjem alligevel? Heldigvis smilte hun og sagde “Så finder jeg lige en stue til jer, mens du tager tøj på”.
Min nervøsitet er steget markant efter at have rundet de gyldne 37 uger. Baby kan komme hvornår det skal være, og pludselig er jeg blevet bange for at noget skal gå galt.
Jordemoderen indfriede nærmest den forventning i dag.
Jeg blev gravid i første hug, og babyen har intet fejlet hele forløbet igennem. Den vendte sig hurtigt rigtigt, har fulgt en fin vækstkurve, endda til den store side og jeg har uden problemer kunne mærke den næsten hele forløbet igennem.
I uge 34 var jeg til scanning, hvor alt, som alle tidligere gange var i den skønneste orden. Stor i størrelsen, rigeligt fostervand, korrekt stilling i maven, klar til fødsel.
Lige indtil i dag.
“Jeg tror han vender den forkerte vej”
Min Jordmoder
Så der var noget galt alligevel. skønt.. “altså med rumpen nedad” uddyber min skønne jordemoder. Jo tak. Jeg forstår det godt.
Og alligevel ikke rigtig. Hvad skal der så ske nu? Skal jeg føde barnet ved kejsersnit eller naturligt? Begge dele har risici, blandt andet at begge kan belaste kroppen mere end en “almindelig fødsel”.
I morgen skal jeg til scanning. Vender barnet forkert, skal jeg til vendingsforsøg. Alene. Det er næsten det værste. Pga. corona, foregår alle garviditetsundersøgelser på OUH stadig uden ledsager.
Lykkedes vendingsforsøget kan jeg forhåbentlig føde naturligt. Lykkedes det ikke, laver fødselslæger et skøn af om risikoen er lavest ved en sædefødsel (altså hvor barnet fødes med rumpen først) eller et planlagt kejsersnit. Og så må jeg ellers vælge.
Fra det ene øjeblik til det andet er jeg måske blevet en gravid med komplikationer. Ekstra scanninger, ekstra opmærksomhed. Jeg vil bare gerne have barnet i armene og afslutte det hele. Heldigvis er det jo resultatet uanset hvad scanningen viser i morgen, men hold nu op hvor kan jeg nå at gøre mig mange overvejelser omkring “hvad nu hvis”. Google og mig er også midlertidigt uvenner, for risiciene ved sædefødsel er ærlig talt ikke særlig tiltalende. Ord som større chance for klip i mellemkødet, større chance for store bristninger og to fødselslæger, to jordemødre, en børnelæge og en social og sundhedsassistent virker heller ikke som det selskab jeg havde tiltænkt mig min fødsel i.
Heldigvis er jeg da ikke gået i fødsel, uden nogen vidste babyen lavede ballade. Selvom den her situation ikke virker særlig beroligende eller tiltagende, er det trods alt bedre end at få beskeden på 24. time med veer.
Vendingsforsøget bliver ikke fedt. Det er heldigvis ikke den første ikke fede ting min graviditet har bragt med sig. Jeg har endda lavet en hel liste over overraskende almindelige graviditetsgener ingen havde fortalt mig om, som du er mere end velkommen til at læse om. Det kan være den bliver længere efter i morgen. Her er desuden et af de mange links jeg ikke var specielt begejstret for, omkring mulighederne med et barn i underkropsstilling fra Odense Hospital.
Alle leverandørerne af nuttet grej i størrelse baby, fik en overhaling i ugerne efter misdannelsescanningsen i uge 20. Så havde vi i hvert fald det vigtigste. Og 100 andre mindre vigtige ting.
Strømper kan ikke størrelsesorteres slut. De er bare kommet i en’ kasse allesammen. Så håber jeg ikke skidesprælleren er sart.
Vi havde selvfølgelig en liste. Nu kan baby komme hvornår det skal være, og der er stadig ting på listen, vi ikke har styr på.
Det er ikke kun de fysiske remedier som sejler lidt. Vi bor på landet, og har smådyr og køkkenhave. Det skal lige indstilles på at kunne stå stille en uges tid, hvis det bliver nødvendigt. Kyllingerne skal have større bur, katten skal have et kuld killinger og projekt køkkenhave sejler bare altid lidt. Mit talent er lister. Derfor jeg har fattet mig i korthed og fældet det hele ned i lidt mindre end syv milliarder punkter fordelt på omtrent samme antal lister. Jeg har endda en liste over de vigtigste lister, så jeg ikke glemmer noget ægte vigtigt… Jeg elsker at lave dem. Evnen til at følge dem, scorer jeg til gengæld meget lavt på. Heldigvis er vi to om projektet og den anden halvdel er ret skarp til at få en liste i hånden og udføre det hele, mens jeg har ondt af mig selv på sofaen.
I starten var det mere hyggelige lister, som ofte involverede gode samtaler og rigelige mængder snacks. Vi vendte alt fra økonomi, tøj kvalitet, forskellige emner inden for opdragelse, amning, natarbejdet med baby, traditioner og meget, meget, meget mere.
Nu er det meget praktisk. Monter autostolen, bestil mad hjem til laaaaang tid, gør plads til bleer på badeværelset. Ikke specielt tiltalende, men kan til gengæld udføres uden sparring fra modparten.
Lige så langsomt er det bare begyndt at gå op for mig, at det slet ikke er antallet af rene bodyer eller hvor meget mikroovnmad der er i fryseren, som betyder noget for mig i de dage her. Vi er lidt tilbage ved start. Jeg vil bare gerne have tid. Kærestetid. Bare være sammen. Sammen som par, uden at lave alt muligt, men bare sove længe og kigge hinanden lidt i øjnene. Det savner jeg, allerede.
For det er nok nærmere de ting, der ikke kommer til at være tid til i starten, når skidesprælleren først er ude. Jeg tror aldrig der er nybagte forældre, der er døde af sult, fordi fryseren ikke indeholdt mad til de næste 8 uger. Der er nok heller ikke ret mange nøgne nyfødte, fordi ALT tøjet ikke nåede gennem maskinen.
Ting som endnu ikke har en plads. Herunder puslemåtten..
Til gengæld er der massere af historier om par der ikke har sex og skændes om natten. I de værste tilfælde ender folk med at gå fra hinanden, og den rate vokser sig tårnhøj.
Når min anden halvdel suser rundt på hele ejendommen for at kunne sætte flueben, eller er kørt til apoteket, brugsen eller babysam for tiende gang for at få fat i noget vi mangler (fra en af listerne naturligvis), så mangler jeg ham.
Derfor gør det ikke noget vi ikke er klar. Sålænge vi er tanket godt op på nærvær og hygge, er jeg mindre bekymret for natskænderierne og manglende morgenkys. Det er vel bare en fase på en 18 år, før vi igen bare har os selv at nulre navler på.
“Har du nogen plukkeveer”? “Nej, jeg har aldrig mærket noget” Og det er virkelig træls, kunne jeg passende tilføje. Det er det samme spørgsmål hver gang, uanset om man melder sig med mindre liv, eller bare skal til lægen for at tisse i en kop. De har aldrig virket bekymret over mit svar, så det er nok meget almindeligt for sådan en som mig. Følelsen er ambivalent, for det skulle ikke være fedt at være overrendt af plukkeveer, så gudskelov er det ikke tilfældet. Alligevel gad jeg godt lige mærke hvordan det føles. Vel lidt som en ve? Og hvordan føles sådan en? Der har bare aldrig været noget. Indtil i går.
Alle de kloge, og dem der brokker sig over plukkeveer havde ret. Det var ikke specielt fedt, og jeg mærkede det endda kun en enkelt gang midt på eftermiddagen. Følelsen var et stærkt træk i bunden af maven, som forplantede sig helt ned i bækkenet.
Fra omkring klokken 22 begyndte jeg at mærke strækket igen og igen med få minutters mellemrum. Jeg ved ingenting om hvordan det skal føles. Og hvordan føles en ve egentlig? Må plukkeveer godt gøre nas? Hvad er “nas” og hvornår bidder det bare lidt? Jeg kunne i hvert fald ikke sove. Omkring klokken 02:30 stilnede forestillingen af. Jeg blev faktisk skuffet. Timingen var sygt dårlig, men lige så stille var jeg alligevel begyndt mentalt at forberede mig på, at jeg skulle føde, og glædet mig.
Resten af natten vågnede jeg med cirka en times mellemrum, af den samme slags aktivitet. Nu er klokken 16, og de kommer stadig. Ikke regelmæssigt, men alligevel så ofte, at jeg ikke når at slå det ud af hovedet. Måske skal jeg snart føde. Måske kan jeg bare mærke mine plukkeveer nu. Måske gør kroppen bare klar, eller også har jeg bare en ustyrlig baby, som lige får det sidste ud af maven, inden lejekontrakten udløber.
Min idyldiske tålmodighed og troen på at baby bare kommer når baby er klar er ovre. Den har aldrig rigtig været der, hverken tålmodigheden, eller troen, men nu er det alvor. Der er stadig tre fulde uger til termin. Det er satme lang tid! Forsmagen har givet mig den vildeste appetit, og nu kan fødslen bare komme an, så vi kan blive forældre. Måske i nat, måske i morgen og måske om 4 uger. Vi skal lige have en alvorlig samtale om flydende deadlines når dem kommer ud, for det her går ikke i længden.
Vi er klar, så nu må vi bare bide tænderne sammen, til det passer det lille nibs at melde sin ankomst.
For at give dig de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver dit samtykke til disse teknologier, kan vi behandle data som f.eks. browsingadfærd eller unikke ID'er på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.
Funktionsdygtig
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
