Alt det der skete før fødslen (Fødselsberetning del 1)

Jeg kunne have startet i September, da vi i sin tid, for hvad der føles som tredive trimestre siden, havde det sjovt med at lave babyen. Jeg har valgt at korte det ned til de sidste par døgn inden fødslen. En anden del af før-fødselshistorien er også, at skidesprælleren vendte forkert. Det forløb meget udramatisk, men fyldte en del i ugerne op til termin. Er det stedet at begynde, ligger indlægget her.

Skuffelsen over, at forholdsvis smertefulde, regelmæssige plukkeveer altid gik i sig selv igen var noget af det, som fyldte absolut mest de sidste 3 uger inden termin. Det var fuldt ud acceptabelt at føde. Graviditeten var fuldbåren og lillemanden var fysisk tilstrækkeligt færdigudviklet til at komme ud i verden. Han kom bare ikke. 

Dels var det udmattende hele tiden at have alt klar og holde støvet nede, dels at plukkeveerne altid stod værst på mellem 02 og 05 om morgenen. Heldigvis lavede jeg intet andet end at tøffe rundt og vente på jeg skulle føde. Det var en åben invitation til bare at sove de timer jeg missede om natten, om dagen mens Mads arbejdede. Han havde heldigvis fået forlænget sin hjemmearbejdsperiode. Havde han symptomer når jeg gik i fødsel, måtte han nemlig ikke komme med til fødseln. Det skulle jeg ikke være en del af. Af samme grund var vi relativt isolerede. Summa summarum var der meget lidt at give sig til som udmattet højgravid.

Den 10. juni’s nat var sådan en nat. Plukkeveerne gik i sig selv. Af en eller anden grund havde jeg accepteret at jeg bare ikke kom til at føde naturligt. Jeg forventede derfor for en gangs skyld ikke, at det skulle føre til fødsel. Min deadline var klokken 10:00 den 14. Juni, hvor jeg skulle igangsættes. Det stod endda i kalenderen.

Om morgenen den 11 Juni blev jeg vækket af plukkeveer. Det så skidt ud i søvnregnskabet og det blev kun værre. De fortsatte, så min vanlige lur blev også aflyst.
Veerne eller hvad det nu var,  var regelmæssige med cirka 10 minutter imellem og ikke synderligt stærke, men alligevel for hårde, til at jeg kunne lave noget igennem dem.
De aftog let over middag, blev mere uregelmæssige, men kom tilbage med ny styrke klokken 20 om aftenen. Den uregelmæssige stil fortsatte med alt mellem 2 og 12 minutter imellem, til gengæld var de stærkere. 

Det var absolut ikke smerten der var ulidelig. Det var det’ at det blev ved og ved og ved. Smerterne forstærkede sig også, men det gik langsomt. Jeg fik sovet næsten halvanden time mellem 1 og 3, men vågnede rimelig brat af plukkeveer som ikke længere mente, det var for sjov. De blev ved. 

Klokken 12:45 den 12. juni havde jeg tid til overtidstjek på OUH.
Jeg takkede nej tak til hindeløsning. Efter hun havde undersøgt mig indvendig, og konstateret at jeg stadig havde halvanden centimeter livmoderhals, syntes jeg der havde været rigeligt aktivitet i mit underliv for i dag.

Mads og jeg havde egentlig snakket om, at vi ville takke ja, hvis vi fik det tilbudt. Jeg var en kylling, og takkede nej, da jeg sad i det. Jordemoderen kunne ydermere naturligvis ikke garantere at det ville have nogen som helst effekt. Der var chance for det bare ville gøre smerterne værre, så det var heller ikke et specielt motiverende forhold. Ud over det var hun sådan en type, der hellere ville gøre det ordentligt en halvt, og jeg er noget pjevset med smerte, så selvom det potentielt kunne forhindre en igangsættelse, holdte jeg på mit ellers tak.
Hun kørte også hjertekurve på babyen og blodtryk på mig. Alt var fint, så vi kunne tage hjem igen.

Det gjorde vi ikke. Vi tog på mc’en, spiste os halvt fordærvede, og derefter videre i Zoo. Mens vi vadede parken rundt, snakkede vi om hvor latterligt det ville være at bruge alt ens energi på noget så dumt lige op til en fødsel. Meget hypotetisk. Det var ironisk nok også første gang (ud af mange besøg), vi rent faktisk nåede hele parken rundt. Mine veer fortsatte hele showet igennem. De førte til mange interessante pauser med så intens stirren på hvad der nu lige var i nærheden, at forbipasserende kiggede samme vej.

Vi kørte hjem, det blev sengetid og jeg skulle i hvert fald ikke sove.

Veerne gjorde langt mere ondt liggende end stående, så vi holdte os vågne og stående. Ud over at være mere smertefulde, steg intervallet mellem veerne også når jeg lå ned, så det droppede jeg hurtigt. Vores mikroskopiske bad var til gengæld hovedattraktion i lejligheden. Der smed jeg skiftevis meget varmt og meget koldt vand ud over min lænd. Tiden gik mens vi vadede frem og tilbage mellem spisebord og bad, og da vi rundede midnat begyndte jeg lige så langsomt at være overbevist om, at det her muligvis, rent faktisk, var veer.

Klokken blev 3 før jeg fik samlet mig sammen til at ringe fødegangen op. Sætningen “jeg tror jeg har veer” undgik jeg meget bevidst, mens “jeg ringer fordi jeg har veer” åbenbart virkede meget relevant i øjeblikket.. I bagklogskabens klare lys var det nok en rimelig overflødig information. De modtager næppe ret mange opkald om noget som helst andet, og slet ikke  klokken 03 om natten.

Den venlige Jordemoder troede ikke rigtig jeg var der hvor jeg skulle være. Til gengæld kunne da godt lige komme forbi til et tjek hvis vi havde lyst. Jeg havde alt andet end lyst til at blive sendt hjem igen. Jeg behøvede ikke en jordemoder til at fortælle mig, at jeg skulle prøve at sove lidt, eller gå en tur og komme igen senere. Jeg kiggede hvad jeg husker som temmelig desperat på Mads, for at han skulle tage en beslutning. Min evne var absolut ude af drift. Han valgte ikke, så jeg fik stønnet et opgivende ja-tak til tjek. Bilen var pakket, så der manglede bare mig. 

Ikke om jeg havde den mindste lyst til at sætte mig ind i nogen som helst fastlåst stilling, med galoperende ondt så snart jeg ikke stod op. Ellers tak. Der var bare ikke rigtig nogen vej udenom.
Kompromiset blev at Mads stoppede bilen hver eneste gang der var optræk til ve. Vi har 35 minutter til OUH, så det var noget af en tur.
Da vi ankom 7 år senere, havde de absolut ikke travlt. Vi kom ind i et modtagelsesrum, som gudskelov ikke var det klaustrofobiske lille værelse vi havde fået fremvist til fødselsforberedelse. Jeg blev undersøgt og fik den bedste nyhed jeg overhovedet kunne drømme om, og absolut ikke havde turde håbe på. 4 cm. åben, ingen livmoderhals. Jeg havde lyst til at græde af lettelse. Jeg nåede i et lille minut at frygte hvad der nu skulle ske. Gad vide om hun kunne hun finde på at sende os hjem alligevel? Heldigvis smilte hun og sagde “Så finder jeg lige en stue til jer, mens du tager tøj på”.

Eventyret fortsætter her om alt det der skete under fødslen. Før Mads og jeg nåede til fødestuen havde jeg en ret træls graviditet med en masse gener ingen havde fortalt mig om var almindelige, som du også er velkommen til at læse om, eller at jeg troede jeg skulle føde cirka 100 gange før det var alvor her.