Igen har vi ramt den tid i forældreskabet, hvor vi er blevet trætte af at skifte bleer, Spurven inklusiv. Hun nærmer sig 2år med alt den dertilhørende viljestyrke. Desuden skal vi snart på sommerferie rundt i Europa, et par uger i vores bil, som allerede virker klaustrofobisk af de tre autostole den skal rumme. Hvis vi kan slippe for at slæbe bleerne med, er det et klart plus.
I dag bliver det så. Hun VIL IKKE have den forpulede ble på og jeg tabte besindelsen og vi har pakket alle rester af bleer i en kasse og sat den ned i kælderen som for hende er lidt det samme som dem-ser-vi-aldrig-igen hvilket ikke er helt forkert.
Potten står allerede på badeværelset og jeg ved at den de næste dage kommer til at være årsag til lige dele begejstring og frustration men er ret fortrøstningsfuld.
Første dag er gået strygende. Hun har tisset på gulvet, men også på potten. Det vigtige er at hun er stoppet op inden uheldet er sket med panik i øjnene. Hun sover nu, på en seng med tre sæt af lagen-tisselagen lag.
Hvilket var heldigt. Hun har night-terror og kan ligge timer om natten uden at være rigtig vågen, men absolut heller ikke sovende, bare grædende. I nat gik det i baglås. Hun vågnede, skulle tisse, men ville ikke ud af sengen. Tissede stående, grædende i sengen. Vi rev øverste lag af lagen-tisselagen lagkagen af og sov resten af natten uden uheld.
Hun har en vandflaske i sengen. Det skal klart genovervejes. I dag er det lørdag og vi skal handle. Så hun skal have bukser på. Jævnført metoden fra bogen “Blefri på 3 dage” gør vi alt forkert, men hun virker kvik. Så vi kører. Handler. Kører hjem. Går på potte. Det med potten skulle vi nok for mine nervers skyld også have gjort inden vi kørte, men alt gik godt og hun er nu nået til “bukser på”-fasen. Rigtig mange bukser den eftermiddag og termobukser, for det er køligt og de ville ud at lege. I morgen er det søndag og sidste dag, før jeg skal forklare vuggestuen, at hun altså hverken bruger ble eller er sådan helt 100% pottetrænet.
Tilbage i vuggestuen
Natten er tør. Heldigt, for jeg har glemt at lægge flere lagen-tisselagen lag på madrassen. Søndag. Vi skal 1000 ting. Vi har potten med. Og kører motorvej og holder ind på en afkørsel. Tisser på potten og kører videre. Kommer hjem efter en lang dag og har dagens første uheld. Hun bliver ked af det. Vi siger pyt – vi når det næste gang.
Natten er tør. Morgenen er tør og jeg panikker over hvad jeg skal sige til vuggestuen. Pakker diskret bleer. Beder min mand om at aflevere. Henter tidligt, hun har haft tre uheld før de gav hende en ble på. Jeg tager bleen af, den er tør.
De fortæller, at de ikke må bruge potter af hygiejniske årsager. Jeg bander i mit hoved. Hun er og har altid været skrækslagen for toiletter. Vi bruger eftermiddagen på at øve at sidde på vores toilet, men stopper igen. Hun kan slet ikke samarbejde. Mads aflevere også dagen efter. Jeg henter tidligt. Igen har hun ble på. Jeg tager den af, den er tør.
Tredje dag afleverer jeg. Vi sidder næsten en time sammen på vuggestuens badeværelse og kigger på det lille børnetoilet. Jeg ved hun skal tisse. Til sidst tager hun selv bukserne af. Jeg føler mig ikke som den fedeste mor i verden, da jeg løfter hende op på toilettet. Hun græder, men tisser. Henter et par timer senere. Kun et uheld i dag, men de har givet hende ble på til lur. Som var tør. Den eftermiddag har vi også et uheld hjemme. Og et om natten. Og et om morgenen. Til gengæld har hun ingen haft i vuggestuen. Men de har givet hende ble på. Fordi hun skulle lege i sandkassen og stadig ikke bruger underbukser (for ikke at gøre det sværere for hende at nå på toilettet). Den er tør.
Ferie med 2 blefri børn
De følgende dage har hun et’ uheld om dagen i vuggestuen. Nætterne er tørre. Vi er nået til et punkt hvor jeg tænker på hende som pottetrænet. Hvilket er skønt. For vi skal på ferie om tre sekunder, som også indebærer at sove i andres senge, spise ude og generelt stå i mange situationer hvor jeg gerne vil have en ok fornemmelse af at alt ender i potten.
Og det gjorde det. Næsten. Den sidste uge mødtes vi med familien, havde pool og et stort hus. Det blev lidt for meget af det gode. Heldigvis var det sådan en ferie der primært foregik i poolen i større eller mindre mængder tøj, så uheldene skete under legen, i badetøj på græsplænen. Rimelig overskueligt. Til gengæld gik det galt tre gange i streg første dag hjemme igen.
I dag er det fredag. Hun har været en uge tilbage i vuggestue uden et eneste uheld og vi skænker det ikke mange tanker længere.
Vi har haft en nemmere proces den her gang end med Skrubben hans pottetrænings tid kan i læse om her. Måske fordi Spurven er et par måneder ældre, måske har kønnet en betydning, måske fordi hendes sprog er godt og det har været nemt at tale om at det er slut med ble. Ligesom med Skrubben har hun brugt genanvendelige bleer og havde på den måde allerede styr på “nu tisser jeg, min ble bliver våd”-delen. Ud over det har hun siden hun var lidt over et år givet signal ved afføring, så jeg kan tælle på en enkelt hånd hvor mange beskidte bleer jeg har skiftet på hende siden da. Af samme årsag (forestiller jeg mig) har vi heller ikke haft et eneste uheld med afføring.
Alt det praktiske
Vi bor i et to-plans hus hvor hele underetagen, bortset fra toilettet er mere eller mindre et stort rum. Vi placerede potten centralt, så hun passerede den mange gange under leg. Efter weekenden rykkede den på badeværelset. Vi har stadig en ekstra potte på hendes soveværelse på overetagen til putning, nat og tidlig morgen.
Vi er først her, knap to måneder efter vi fjernede bleen, ved at have fast underbukser på. Ved Skrubben trak vi den et halvt år, fordi han blev ved med at tisse i bukserne så snart de kom på.
Smækbukser, bukser med rigtig knap (ikke trykknap) og stramme bukser er ikke længere en del af hendes tøj, fordi det forhindrer hende i at klare toiletbesøg selv. I starten brugte vi heller ikke strømpebukser, fordi de ikke selv glider ned om anklerne, det har vi lært hende.
Når vi er på tur har vi en rejsepotte med (når vi husker det). Den er helt tæt, så vi lukker den med indhold i indtil vi finder et sted at tømme den. Vi bruger den her
Som det sidste tørrer vi hende ikke, hvis hun kun har tisset. Den del deler vandene. Men for det første synes jeg det er godt at hun kan klare sine toiletbesøg selv. Selvhjulpenhed giver selvtillid og hvis hun altid var afhængig af at jeg skulle med, tror jeg hurtigt det ville blive endnu en ting vi kunne “kæmpe” med på højde med farven på tallerkenen og betrækket på dynen. For det andet har vi tre meget små børn og jeg er ofte alene med dem. Helt praktisk er det genialt at de to “store” klarer det behov selv. De får rent tøj og bad, det spiller perfekt.
Pottetræning på 3 dage? Ikke helt, men her er vores oplevelse med metoden
Tredjedagen i isolation skulle der ske noget. Eskild brokkede sig højlydt over at skulle skiftes og vi havde læst en halv bog om at smide bleen. Han var fyldt halvandet og det virkede oplagt at få en tvungen isolation til at virke selvvalgt. Ifølge halvdelen af bogen skulle det nemlig ske på et tidspunkt uden planer, besøg eller andre forstyrrende elementer. Det er ikke vores hverdag, så vi de blev nok ikke mere oplagt end der. Skrubben var henrykt, vi var fulde af forhåbninger og alle andre syntes det var vanvittigt.
Tis og lort i stuen
Første formiddag bød på både stort og småt over hele lejligheden. Skrubben vågnede fra en tør lur (så heldige var vi ikke hver gang) og resten af dagen kvitterede han på eget initiativ alt i potten, fik en highfive og vinkede farvel i toilettet.
Anden, tredje og fjerdedagen i projektet gik lidt op og ned. Pottenægteren kom frem i skrubben på femtedagen og han kvitterede trods rigelige våde varer kun tre gange i løbet af hele dagen. Til gengæld landede de alle helt og holdent i potten, og vi fejrede første tørre-tis-op-fri-dag. De to følgende dage gave jeg op. ud over massive mængder af det hele som ikke ramte potten, bød de på elendig nattesøvn, korte lure, mad nægtende og isolationstræt tumling. Mads var også godt udkørt og vi var meget meget klar til at komme ud af isolation.
Midt i håbløsheden stoppede vi også med at føre dagbog. Mads erklærede hårdnakket, at vi ikke fandt bleerne frem igen hver gang jeg foreslog det som løsning på et hvilket som helst problem.
Men! Så vendte skuden på et ubestemmeligt tidspunkt. Hvad der skete og hvornår har jeg ingen anelse om, men her 14 dage efter vi vaskede de sidste bleer og Mads fyrede dem af vejen i øverste skuffe, er han blefri både dag og nat. Vi har stadig uheld. Vi vasker stadig tøj og jeg frygter stadig første gang jeg kommer til at stå halvvejs gennem Zoo og skrubben fortæller han er kommet til at levere stort i bukserne, mens jeg i panik konstatere at jeg ikke har skiftegrej med. Men, den tid den sorg og jeg håber vi har taget Mads med på turen så jeg kan fraskirve mig ansvaret og være den der løber efter snacks.
Første dag i dagpleje blefri
I dag var første dag i dagpleje, hvilket jeg muligvis er kommet til at bruge isolationen som undskyldning for at udskydskyde lidt. På et tidspunkt i entreen tog jeg mig selv i at spare resten af mine på forhånd undskyld-lydende instrukser i alt hvad vi gjorde derhjemme og vinkede til en himmelhenrykt skrubbe. Han havde de samme bukser på da jeg hentede ham 15:45, havde sovet en tør lur og haft en skøn dag.
Vi småjustere stadig vores “nye” hverdag og den første skuffelse er klart at pusletasken stadig er lige så stor. Der er dog håb forude, når jeg kan hvile lidt mere i at der ikke opstår 6 uheld på en tur i Netto og indser vi aldrig bliver familien der tager på 3 spontane svømmehalsture samme dag.
Skrubben er blefri og halleluja hvor er jeg glad for at vi fandt et projekt i isolationen. Ellers tror jeg om muligt, der havde været endnu dårligere stemning de sidste dage, end det var tilfældet. Vi havde på forhånd læst halvdelen af “Blefri på 3 dage” og den anden halvdel da vi løb ind i problemer. Ud over det tror jeg vi var hjulpet godt på vej (og gudskelov for det, ellers er jeg ikke sikker på jeg havde haft tålmodighed til at nå målstregen), af at skrubben har brugt stofble det meste af sit liv. Han var allerede inden projektet startede opmærksom på at han tissede og forskellen på våd og tør ble, så den erfaring har han kun testet sparsomt i bukserne. Hermed isolations tip videregivet – smid bleen.
Babysøvn, og ganske generelt alt om babyer, har vist sig at være et objektivt fuldkommen uudtømmeligt emne, når det gælder gode råd. Selv fra andre børn, butiksassistenter og tante Olga. Hvis noget har virket, og det har vitterligt været hvad som helst, så har vi...
Pottetræning på 3 dage? Ikke helt, men her er vores oplevelse med metoden Tredjedagen i isolation skulle der ske noget. Eskild brokkede sig højlydt over at skulle skiftes og vi havde læst en halv bog om at smide bleen. Han var fyldt halvandet og det virkede oplagt at...
Skrubben er helt tosset med vågentid. I hvert fald overgiver han sig sjældent til søvnen, uden at have lavet diverse krumspring for at undgå det. Når vi endelig når dertil, snupper han sig oftest en halv time i vores arme på yogabolden, og mener så han er frisk til...
Babysøvn, og ganske generelt alt om babyer, har vist sig at være et objektivt fuldkommen uudtømmeligt emne, når det gælder gode råd. Selv fra andre børn, butiksassistenter og tante Olga. Hvis noget har virket, og det har vitterligt været hvad som helst, så har vi praktiseret det, indtil det ikke passede herren længere.
Vores erfaringer er mange, for Eskild har ikke stillet sig tilfreds med den samme metode ret længe af gangen. Jeg vil lade det op til den enkelte at vurdere hvorvidt det er held eller proces at vi er nået dertil hvor vi er nu. Hvis du selv står uden kognitiv funktion, med rander under øjnene og ikke føler du har sovet, siden første døgn efter fødslen, så spring lige det her afsnit over.
For ESKILD SOVER FANTASTISK nu, og det er ultra simpelt. Han vågner selvfølgelig stadig, som han altid har gjort for en skvæt mælk og lidt nærvær. Putningen derimod er ikke længere noget jeg frygter fra jeg står op, til den er overstået. Der skal ikke mange ord til at forklare ritualet.
Mad → White-noise → 30 min → Sovende baby
Om vi bliver siddende og stirre i samtlige 30 minutter eller lister af efter de første 5, har tilsyneladende ingen betydning. Så simpelt kan det gøres.
Den længere opskrift følger her, for vi har ederbanksparkme været igennem mange det-er-bare-en-fase’r.
Amme-sovende-fasen
Så simpelt, og set i bagklogskabens ulideligt klare lys, fortjente den klart mere nydelse end den blev tilskrevet. Han ammede og tog ham fra vågnede han, så det gjorde jeg bare ikke. Af det lærte jeg kunsten at amme siddende sovende. Hvorfor jeg ikke lærte at amme liggende (sovende) ved jeg ikke, men jeg vælger at antage at det havde noget at gøre med den hastighed alt der ikke drejde sig om Eskild foregik med, på det tidspunkt. Den siddende sovende ammestilling har desuden vist sig nyttig senere, så intet er så skidt at det ikke er godt for noget.
Skrige-sig-i-søvn-fasen
Det var, og er stadig et hit at komme udenfor, for at finde ro.
I mine eller Mads’ arme godt nok, og omtrent lige så hyggeligt som det lyder. Fasen fusionerede sig hen ad vejen med flere andre faser, og varede fra slaget 18 til 22 alle ugens dage. Mange ting har jeg givet ham skylden for, men han var aldrig sløset med punktligheden.
Byen-dans-fasen
Høj musik, høj puls, høj gråd og en stressfaktor der gik amok, men det virkede, og hvad som helst for det. Jeg er blevet lidt småsindsyg af at have leveret en baby. Han faldt til ro på mit heftigt bankende svedige bryst efter jeg havde danset og danset og danset.
Yoga-bold-hop-fasen
Den var mere syrefuld for benene end den mest aggressive omgang spinning. Motivationen var også tilsvarende højere, end stramme baller og spændstige lår. Skrubben tog samtlige lure i flere måneder på den bold. I konstant bevægelse. Det er min største fysiske præstation nogensinde. Rekorderne stopper ikke her, for på bolden kunne jeg komme i tanke om en’ mulig ting at fordrive tiden med, netflix. Jeg udelukkede viaplay, fordi de tog sig den frækhed at fjerne den serie jeg var ved at se, på et kritisk tidspunkt i hoppe-fasen. Aldrig i mit liv har jeg set så mange film.
Det er næsten lidt vemodigt, at han har afskrevet bolden fuldstændig nu. I hvert fald når jeg tænker tilbage på hopperiet. Mens jeg var i det, havde jeg givet min højre arm for at han gad ligge i barnevognen.
Tag-sutten-fasen
Simpelt. Absolut en af de bedre. Vi stak sutten (som han guderne forbyde det stadig konsekvent nægter at tage) i munden på ham, og indledte en halvanden times kamp med utallige hovedvendinger og udspytnings-forsøg. Enden på det blev altid at han kom til at sutte på den og vupti – et styks sovende baby.
Hvorfor udsætte ham for det? Ganske simpelt fordi han skreg hvis vi fjernede sutten, så han ikke havde noget at beskæftige sig med. Roen var mere værd end selve søvnen under kolikken.
Svøbe-fasen
Også en genganger i flere andre faser. Skrubben bryder sig desværre stadig ikke om det, men det virker vanvittig godt. Vi har afskåret natte-svøberiet, men svøber ham stadig til alle dagslure. Han sover både hurtigere og længere, hvilket jeg vælger at betragte som et godt udbytte trods en noget fornærmet mine under svøbningen.
Gå-gå-gå-fasen
Som jeg så så langt efter i sommers- bare tæer og sommerkjoler, store is og lækker tan som aldrig skete. Barnevognen var på en populær top tre over forslag til hvordan vi skulle putte kolik-djævlen. Det virkede bare ikke. Det gør det nu, hvor sutten, brystet, dansen og bolden til gengæld alle er blevet totalt udelukket af repertoiret. Som i alle andre faser kræver han selvfølgelig som regel stadig at være i grundig bevægelse, så vi går.
Rejsen har været af den aktive kaliber, og jeg håber den stopper her. Kommer vi i nærheden af den størrelse endnu en gang, må den gerne være udstyret med forkærlighed for slyngevuggen, så vi sparer motionslejren.
Skulle det alligevel være det 120 mislykkedes forsøg med slyngevugge, ringslynge, prøv-at-nynne-samtidig eller am-din-baby-i-søvn, som kan bære skylden for hvordan det er lige nu, så både takker og bukker jeg for det råd. Jeg fik til gengæld ikke ret mange råd i graviditeten, og stødte ind i utallige ting ingen lige havde taget sig den frihed at nævne opstod, det har jeg samlet her.
Skrubben er helt tosset med vågentid. I hvert fald overgiver han sig sjældent til søvnen, uden at have lavet diverse krumspring for at undgå det. Når vi endelig når dertil, snupper han sig oftest en halv time i vores arme på yogabolden, og mener så han er frisk til endnu en time eller to. Med den rytme, er det let at forestille sig, at han ikke er den slags baby der acceptere at blive placeret på sit legetæppe i meget mere end 30 sekunder. Han er næsten altid mega træt og kræver underholdning på fuld skrue, indtil den næste halve time på yogabolden. Han er også hurtig til at formidle hvad han ikke er vild med, så vi skiftes til at tage cirkusvagten hver gang skrubben slår øjnene op.
Gemmeleg
Han render selvfølgelig ikke så langt endnu. Til gengæld er hans hjerne heller ikke længere, end at han virker overbevist om han er forsvundet, når vi lægger en stofble over ham. Han kæmper sig laaaaaangsomt ud. Aktiviteten når sit højdepunkt når han opdager at jeg stadig sidder på den anden side af kluden, selv efter 10. gang. Ej hvor er det fedt!
Laaaaaaange Bleskift
Vi kan få en overhaling af den anden verden, når vi finder en ren ble frem. Eskild har den klare opfattelse, at tøj og navnligt bleer ikke er noget for ham. Når vores lejlighed i den gamle svinestald rent faktisk har en nogenlunde stabil temperatur, får han ofte sin vilje. Vi placere ham på vores dyrtindkøbte vandtætte pusleunderlag, så det kan fange de uundgåelig uheld, men det har skrubben nogenlunde samme holdning til som bleen. Det er ikke noget for ham, men det er en smal sag. Det tager ikke meget længere tid, end det tager mig at vende blikket væk fra ham, før han har roteret tre gange, så han ligger direkte i sofaen. I øvrigt er vi i en løbende proces med at finde ud af hvordan man kan gøre sådan en ren.
Lange åbningstider i Mælkebaren
Jeg kan kun komme for sent til den post. Skrubben græder næsten konsekvent før han åbner øjnene. Når jeg har taget mig den frihed at pakke baren væk under luren, eller det er Mads der sidder med ham, når han at blive helt ulykkelig inden jeg får tøjet revet af. Til gengæld er den altid en sikker vinder. Eskild er sådan et barn der bare skiftevis spiser og gylper, så hvis han nærmer sig stadiet af bananas, lægger jeg ham til og sørger for at lægge en stofble under ham indenfor de første 30 sekunder. Der kan han så ligge skiftevis spisende og gylpende mens han får en mere almindelig kulør og ikke gisper efter vejret i anstrengelse længere.
Uden-for-kanal-radio-lydene-white noise
Vi har først for nyligt afprøvet det i et desperat øjeblik, og sikke en skam. Han falder til ro øjeblikkeligt, putningstiden er oftere og oftere halveret og den kan holde ham sovende længere. Nu bruger jeg det konstant. Så konstant, at jeg ofte først får det slukket, længe efter han er vågnet. Det er ligesom bare blevet en lyd i lejligheden. Ud over det, slipper jeg helt for at irritere mig over lyden af køleskabet og vaskemaskinen. Dem kan jeg på ingen måde høre om natten, når vores 10-timers-white-noise-fil køre på fuld skrue. Det eneste ærgerlige er, at vi ikke har opdaget det før.
Sang
Herhjemme er talenterne delt ligeligt. Mads kan synge uden kragerne flygter, til gengæld kan jeg huske væsentlig mere end EN’ tekst. Er det helt skidt, begynder jeg at synge, mens Mads vader rundt med Eskild. Ikke fordi han ikke gider mere, men fordi mit hoved falder af, hvis jeg skal høre den eneste sang han kan teksten på en’ gang mere. Den er i øvrigt ikke ret lang, har et’ vers (eller også kan Mads bare ikke resten) og jeg kan den imponerende nok ikke endnu.
Jeg kan gøre det kort: Mindre søvn, mindre mad, mindre tid. Ikke sådan generel tid, for dagene har ederbankbusme været lange, men tid uden en suttende, skrigende eller surt afventende baby på armen.
Kvalitetstid er blevet mange ting. Toiletbesøg alene, vasketøj eller den der time (det jo hurtigt løber op i) man kan nyde at finde gulvet og egentlig bare samtlige vandrette overflader i vores lille lejlighed igen.
Eskild har skreget mere eller mindre intensivt i tre måneder. Han har, eller har haft kolik. Det er blevet langt bedre den sidste uge, så jeg håber virkelig det er et overstået kapitel. Han er vokset 10 centimeter, har snart fordoblet sin vægt og er en helt anden dreng end den der lille fis, jeg kan se vi havde i armene før skrigeriet brød ud og billedmængden blev reduceret.
I dag var han så stor nok til at blive vaccineret med verdens længste nål. Jeg havde nøje planlagt ikke at være hjemme men på universitet og lege studerende. På vej derind ringede vores læge desværre bare og meldte afbud. Tiden blev så rykket til i dag, hvor jeg egentlig skulle have skrubben alene. Det skulle ikke ske, så Mads skulle meget hurtigt arrangere at arbejde hjemme. Tilbage til nålen, så vurderede jeg meget hurtigt at det ikke var mig der skulle holde ham. Mit mor-øje fastslog at den klart var lang nok til at stikke hele vejen gennem hans små buttede ben. Han blev hidsig, fik det ene stik, fik det andet stik, blev trøstet, fik bryst og så var den ged barberet. Det var helt som jeg havde forventet, mig der led mest i den seance.
Hvad mig, Mads og parforholdet angår, har vi haft det bedre. Sådan en kolik-djævel er ikke for sjov, så vores samtaler drejer sig meget om, hvordan jeg undgår at skulle sidde med skrubben 10 timer om dagen. Det er de grimme følelser der kommer frem, når man ikke sover, spiser og har for meget gråd i ørene. Jeg blev jaloux. For mig virkede det som drømmen at kunne stikke af fra gråden hele dagen. Uanset om han græder eller ej, savner jeg ham bare ufattelig meget de tre timer jeg er til undervisning. Det har sat dagene i perspektiv, for lige pludselig føler jeg , at jeg går glip af ham. Jeg er stadig ikke vild med at være alene, ringer stadig Mads hjem, og er flittig fortaler for adskillige hjemmearbejdsdage. Det er bare mere overkommeligt når man kan få 10 minutter i timen uden en utilfreds baby. Til gengæld er jeg så taknemlig for at se ham hele tiden, hver dag og opleve alle de små ting han hele tiden lige pludselig kan. Det bliver så underligt, når Mads overtager vores barsel på fuld tid.
Når Eskild ikke lige er i gang med at skrige ørene af os, eller sende de mest charmerende smil, så vi begge er fuldt optaget, har vi faktisk mere eller mindre glemt hvordan man snakker sammen. Vi bruger adskillige timer på at stirre ud i luften, på vores mobiler og alt muligt andet navlepilleri. Heldigvis snakkede jeg ørene af ham før, så en mindre nedskallering er nok ikke det værste der er sket.
Til 8 ugers undersøgelsen blev jeg afsluttet som gravid og post-gravid. Lægen kunne heldigvis ikke sætte en finger på forløbet, så derfra var jeg mere end velkommen til, selv at finde tilbage til min krop. I dag har jeg shorts på. De sidder ikke som før. Alligevel er det en stor sejr at kunne begynde at pakke mit ikke graviditetstøj ud af kasserne igen. Det har taget tre måneder, uden nogen form for indsats, så jeg har sendt en highfive afsted til min krop og håber på den klare fremtidige udfordringer lige så fint.
De næste tre måneder kommer til at gå hurtigere. Der er flere gode dage nu, og de suser bare afsted. Hvis de lige så stille får overtal i ugerne, rejser han sig sikkert op før vi når at fjerne potteplanterne og installere baby-gitter. Den tid den sorg, vores potteplanter er alligevel ikke ret begejstrede for lejligheden, så det er ikke noget stort tab.
En giraf vejer cirka et ton. Nogle giraffer gør i hvert fald. Det ved jeg ingenting om, men heldigvis har jeg jo google. For at komme til sagen, så manglede jeg noget at sammenligne med. Et barn producere ifølge flere af googles mere eller mindre pålidelige kilder, cirka 2 tons affald i ble-perioden. De to ton er fordelt på cirka 8000 bleskift. For den hurtige matematiker giver det 250 gram affald per bleskift. Det er virkelig vildt!
Det svarer groft set til (jf. google) at slæbe to fuldvoksne hangiraffer ud af lejeligheden og ned til skraldespanden, før Eskild er blefri. Det har jeg det ikke ret godt med. Derfor har jeg besluttet mig for at give de genanvendelige stofbleer en chance. Heldigvis er Mads med på ideen. Vi har bestilt et par stykker hjem, tre forskellige steder fra. To af mærkerne dansk designet men produceret i Kina (så meget for at forsøge at være miljørigtig). De sidste er svenske og produceret i Letland.
Endnu har jeg gjort mig den erfaring at det er langt federe her efter 6. uge. Før havde vi 5-8 afføringer i døgnet. Nu har han ikke skidt i tre dage, overhovedet. Første gang det skete var jeg ved at ringe panisk til vagtlægen. Nu læner jeg mig tilbage og håber det er Mads der rammer bleen hver 3.-4. dag.
Sofahygge med skrubben på en af de heldige dage
Vores første bestilling var fra Imse Vimse. Bleerne tørrer super hurtigt (sammenlignet med de andre), men holder hverken tæt på afføring eller tis på skrubben. I starten forsvarede jeg dem med, at Eskild ikke var indenfor kilo-angivelsen (4-8 kg.), men nu er han godt over de 5, og de sidder stadig rigtig dårligt på ham.
Efter skuffelsen fik jeg mod på at give stofbleer en chance mere, selvom ImseVimse stadig sad elendigt på ham, og bestilte hjem fra både Weecare og Elskbar. Elskbar er jeg helt tosset med! De sidder virkelig godt og holder indtil nu alt inde vi har udsat dem for, selv over natten. Når man køber bleen medfølger både et mindre og større stykke sugende stof. Når vi lægger det hele i, bliver bleen meget stor, men holder til gengæld også lige så længe, som en almindelig engangsble. Weecare systemet er jeg en smule lunken på. Primært fordi indlæggene endnu ikke er tørre. Det tager forfærdelig lang tid, og det bliver kun værre når efteråret rammer, efterfulgt af vinter og forår. Prismæssigt ligger bleerne forholdsvis tæt. Weecare koster 250kr. (per færdig ble), Elskbar 220kr. og 200kr. for en ImseVimse.
Et lille udvalg fra puslepladsen. De brune er fra Elskbar, Zoo-bleen fra ImseVimse og de to nedderste er Weecare.
En anden umiddelbar fordel ved Elskbar sammenlignet med de to andre, er at de kører onesize hele bletiden igennem, så jeg slipper for at købe et helt kit nye bleer hjem når han bliver større. Om det passer kan jeg jo lige melde tilbage på, når vi rammer om en 2 år tid. Selv hvis jeg forlængst har opgivet projektet, er jeg ikke for fin til lige at rive en frem fra gemmerne og prøve den på, så jeg får lukket den ende. Når Weecare bleerne engang er færdige med at dase i solen og jeg har vejet fordele og ulemper op, skal jeg ikke kunne garantere, at der ikke kommer en opfølgning på hvordan jeg fremadrettet kommer til at håndtere lillemandens efterladenskaber. Jeg krydser fingre for jeg ikke kommer til at slæbe 2 giraffer ud til skraldespanden, men kan nøjes med et par pingviner eller noget andet mere overkommeligt.
Vi fik en ægte stue og en ægte Jordemoder og så skulle jeg ellers ægte føde. Og fra den del her, må jeg også kalde det ægte veer og ikke “plukkeveer eller veer eller hvad det nu er” og hvad er forskellen i øvrigt? Veer leder til fødsel, det gør plukkeveer ikke, men når man står på fødegangen kalder de det gudhjælpemig det for “Fødselsveer”, når de skal indikerer at man er i aktiv fødsel. Pludselig hedder det “Udvidelsesveer” når man udvider sig OG “Presseveer” når man presser. Jeg havde helt ret i min hypotese. Man ikke en skid er sikker på om det er veer eller ej, før en jordemoder bekræfter at nu er det altså nu.
Fra venstre er den første briks til babyen, den midterste er til at føde på, og længst til højre; en seng. Hvad den er til under fødslen, håber jeg på at erfare næste gang..
Klokken 04:20 var vi officielt tjekket ind. Det var ret vildt. Shit. NU skulle jeg altså føde. Det var jeg ikke sikker på jeg turde. Jeg fik tilbudt klyx og takkede glædeligt ja. For de uindviede er det en stor mængde flydende afføringsmiddel man får sprøjtet direkte op, hvor der skal tømmes. Så bliver man bedt om at holde det inde i 10 minutter, mens man har veer vel og mærket, før man må smutte ud og levere indholdet i toilettet. Det jeg var absolut mest bekymret for, var hvorvidt jeg ville komme til at skide i sengen, på gulvet på vej derud eller over hele toilettet. Alle fødselsberetninger jeg har hørt, har det været noget nær umuligt at holde moletjavsen inde i de famøse 10 minutter. For mig var det virkelig ikke noget stort problem. Så har dem, som skulle stå over for det valg, også det perspektiv.
Da klokken blev 5 var alle formaliteterne overstået, og vi blev sendt i bilen for at hente vores ting, så vi fik en lille gåtur der kunne skubbe gang i veerne. Det blev en ret langsom gåtur, men vi fik taget trapperne ned. Ikke op igen. Der skulle ikke ret meget til for at sætte det hele i gang, så det var ikke en mulighed.
Da vi skulle ind på sygehuset, efter at have hentet alt det vi havde pakket, som vi i øvrigt overhovedet ikke fik brugt, var døren låst. Man skal trykke på en knap, når man kommer om natten, for at blive lukket ind. Vores kald gik ikke igennem til vagten, som skulle låse døren op, og den var ikke åbnet, selvom det var indenfor almindelig åbningstid. Jeg havde grumme veer. Det var afgjort ikke min opgave at fixe problemet. Mads fik ringet til fødegangen og de fik sendt vores jordemoder ned for at åbne for os. Fedt, så var vi inde igen.
Jeg ville vildt gerne i badekar og jublede absolut indeni, da jeg så vores fødestue havde et. Efter vores lille stunt ved fordøren var klokken nået at blive 6 og det badekar kunne kun blive fyldt for langsomt. Veerne begyndte at trække tænder ud. Jeg tog et par veer i badekarret, men efter en lille time passede det mig åbenbart ikke rigtig længere at ligge i det, og lige oven i vagtskiftet stod jeg op igen. Jeg kan ikke selv huske ret meget af resten af forløbet, men min nye jordemoder præsenterede sig mellem veerne og havde mørkt hår. Hendes navn fik jeg ikke med. Hun var heller ikke så belejlig at skrive det på tavlen, så den eneste gang jeg havde brug for det, opgav jeg det bare igen.
Hun klistrede nogle varmepuder på mig og tilbød mig lattergas. Jeg tog glædeligt imod lattergassen, og så hyggede jeg mig ellers med den i 3 timer. Positionen var stående op ad sengen med Mads i hånden på den anden side. Han har fortalt mig han også holdte min maske. Det kunne jeg åbenbart ikke finde ud af selv. Ikke at jeg husker det. Til gengæld kan jeg godt huske hvor meget jeg prøvede på at skjule, hvordan lattergassen påvirkede mig, så min jordemoder ikke skulle få den skrækkelige ide at tage den fra mig. Svimmelheden var det værste, jeg faldt hele tiden i søvn (jeg registrerede mest bare at Mads ruskede lidt i mig og kaldte på mig). Min tunge havde sit helt eget liv og jeg var overbevist om, at hvis jeg forsøgte at gå, ville mine ben splatte sammen under mig.
Af samme grund orkede jeg ikke at give mig i kast med at forklare min jordemoder eller Mads at jeg så småt havde lyst til at presse. Jordemoderen var tilsyneladende skarpere end mine forsøg på at skjule alle mine hemmeligheder. Ganske kort tid efter pressetrangen var begyndt at melde sig, syntes hun lige hun ville undersøge mig. Fuldt åbent. Sådan, næste kapitel tak. Eller ellers tak, for det indebar desværre at jeg ikke måtte stå op længere.
Jeg ville gerne føde i vand. Mens de fyldte fødekarret op, gik mit vand fordi jeg ikke var ret dygtig til ikke at presse, når jeg havde pressetrang. Jeg pressede bare.. Når jordemoderen sagde jeg ikke skulle presse, fortolkede jeg det som at jeg bare ikke skulle presse medmindre jeg ikke kunne lade vær, så jeg pressede. Tilbage til vandet, så gik det mens jeg stod der og lod som om jeg ikke pressede. Det føltes som om det tog laaaaaang tid for alle at fatte hvad jeg prøvede at formidle med føromtalte tungevanskeligheder. Tiøren faldt endelig for Mads, som fik sagt det videre.
Personligt forstod jeg på ingen måde hvordan det ikke var åbenlyst. Indeni mig lød det som et ordentligt brag. Vandet ramte gulvet, pjaskede op på mine ben og løb i øvrigt ud over det hele. Der foregik ret meget på stuen imens, og de var også ved at fylde mit fødselskar. Det giver nok mening, trods at jeg syntes det var meget åbenlyst hvad jeg prøvede at fortælle når jeg svagt fik mumlet “vand, vand, vand”… Inden vi nåede til fælles forståelse for hvad “vand” betød, havde jeg både fået serveret en vandflaske og blevet oplyst om hvor langt de var med fødekarret.
Der var latterligt varmt på fødestuen, så jeg tjekkede lige hvor langt der var ned, ud af vinduet under nogle af mine veer.
Vandet var grønt. Ikke det jeg skulle føde i, men det babyen lå i, i min mave. Det er noget rigtig skidt, navnligt fordi det betød jeg ikke måtte føde i badekarret. Til gengæld måtte jeg ligge på ryggen, hvilket var det eneste jeg absolut ikke syntes var fedt. Hele pressefasen er relativt sløret for mig. Det ærgerligste ved min fødsel syntes jeg var, at jeg ikke kunne mærke jeg fødte mit barn. Da jordemoderen meddelte at hovedet var ude var jeg utrolig lettet og forholdsvis overrasket, for jeg kunne simpelthen ikke mærke det.
Desværre var smerten ikke bare forsvundet på magisk vis, men havde forplantet sig voldsomt i ryggen. Det var sindsygt hårdt at have så voldsom en smerte, som virkede ufattelig meningsløs. Jeg kan huske, at jeg bad om at stoppe, forklarede at jeg ikke kunne holde det ud, for smerten var ved at overmande min tro på, at det nok skulle gå. Mine veer var væk, jeg kunne i hvert fald ikke mærke dem. Det eneste jeg kunne mærke var den vanvittige dunken langt op af ryggen.
Lillemanden skulle have taget blodprøver fra sit hoved for at tjekke at alt var okay med ham. Overvågningen på ham var konstant. De prøvede også af flere omgange, med flere forskellige instrumenter at måle hvornår jeg havde ve, men det lykkedes ikke. Tiden var en anelse kaotisk. Min jordemoder havde en stemme der trods hendes pædagogiske forklaringer om hvordan jeg skulle presse tydeligt sagde “du gør det forkert”. Det gjorde jeg afgjort også, for jeg kunne simpelthen ingenting mærke i den region. På et eller andet tidspunkt fattede jeg endelig hvordan. Ikke at jeg syntes der var den store forskel på det jeg havde gjort indtil da. Fødslen skred frem og han blev født på et par få presseveer derefter. De lagde ham på brystet og alt var endelig overstået. Vi var blevet fuldtallige på fødestuen.
Jeg kunne have startet i September, da vi i sin tid, for hvad der føles som tredive trimestre siden, havde det sjovt med at lave babyen. Jeg har valgt at korte det ned til de sidste par døgn inden fødslen. En anden del af før-fødselshistorien er også, at skidesprælleren vendte forkert. Det forløb meget udramatisk, men fyldte en del i ugerne op til termin. Er det stedet at begynde, ligger indlægget her.
Skuffelsen over, at forholdsvis smertefulde, regelmæssige plukkeveer altid gik i sig selv igen var noget af det, som fyldte absolut mest de sidste 3 uger inden termin. Det var fuldt ud acceptabelt at føde. Graviditeten var fuldbåren og lillemanden var fysisk tilstrækkeligt færdigudviklet til at komme ud i verden. Han kom bare ikke.
Nedtælling fra uge 37+0 til 42+0. Lillemanden blev født den 13 Juni 41+4 De sidste uger skulle vi hver fjerde dag tur retur til Odense, for at blive podet for corona, hvilken fest.
Dels var det udmattende hele tiden at have alt klar og holde støvet nede, dels at plukkeveerne altid stod værst på mellem 02 og 05 om morgenen. Heldigvis lavede jeg intet andet end at tøffe rundt og vente på jeg skulle føde. Det var en åben invitation til bare at sove de timer jeg missede om natten, om dagen mens Mads arbejdede. Han havde heldigvis fået forlænget sin hjemmearbejdsperiode. Havde han symptomer når jeg gik i fødsel, måtte han nemlig ikke komme med til fødseln. Det skulle jeg ikke være en del af. Af samme grund var vi relativt isolerede. Summa summarum var der meget lidt at give sig til som udmattet højgravid.
Den 10. juni’s nat var sådan en nat. Plukkeveerne gik i sig selv. Af en eller anden grund havde jeg accepteret at jeg bare ikke kom til at føde naturligt. Jeg forventede derfor for en gangs skyld ikke, at det skulle føre til fødsel. Min deadline var klokken 10:00 den 14. Juni, hvor jeg skulle igangsættes. Det stod endda i kalenderen.
Om morgenen den 11 Juni blev jeg vækket af plukkeveer. Det så skidt ud i søvnregnskabet og det blev kun værre. De fortsatte, så min vanlige lur blev også aflyst. Veerne eller hvad det nu var, var regelmæssige med cirka 10 minutter imellem og ikke synderligt stærke, men alligevel for hårde, til at jeg kunne lave noget igennem dem. De aftog let over middag, blev mere uregelmæssige, men kom tilbage med ny styrke klokken 20 om aftenen. Den uregelmæssige stil fortsatte med alt mellem 2 og 12 minutter imellem, til gengæld var de stærkere.
Det var absolut ikke smerten der var ulidelig. Det var det’ at det blev ved og ved og ved. Smerterne forstærkede sig også, men det gik langsomt. Jeg fik sovet næsten halvanden time mellem 1 og 3, men vågnede rimelig brat af plukkeveer som ikke længere mente, det var for sjov. De blev ved.
Klokken 12:45 den 12. juni havde jeg tid til overtidstjek på OUH. Jeg takkede nej tak til hindeløsning. Efter hun havde undersøgt mig indvendig, og konstateret at jeg stadig havde halvanden centimeter livmoderhals, syntes jeg der havde været rigeligt aktivitet i mit underliv for i dag.
Mads og jeg havde egentlig snakket om, at vi ville takke ja, hvis vi fik det tilbudt. Jeg var en kylling, og takkede nej, da jeg sad i det. Jordemoderen kunne ydermere naturligvis ikke garantere at det ville have nogen som helst effekt. Der var chance for det bare ville gøre smerterne værre, så det var heller ikke et specielt motiverende forhold. Ud over det var hun sådan en type, der hellere ville gøre det ordentligt en halvt, og jeg er noget pjevset med smerte, så selvom det potentielt kunne forhindre en igangsættelse, holdte jeg på mit ellers tak. Hun kørte også hjertekurve på babyen og blodtryk på mig. Alt var fint, så vi kunne tage hjem igen.
Det gjorde vi ikke. Vi tog på mc’en, spiste os halvt fordærvede, og derefter videre i Zoo. Mens vi vadede parken rundt, snakkede vi om hvor latterligt det ville være at bruge alt ens energi på noget så dumt lige op til en fødsel. Meget hypotetisk. Det var ironisk nok også første gang (ud af mange besøg), vi rent faktisk nåede hele parken rundt. Mine veer fortsatte hele showet igennem. De førte til mange interessante pauser med så intens stirren på hvad der nu lige var i nærheden, at forbipasserende kiggede samme vej.
Et af de mange andre besøg, hvor vi ikke nåede parken rundt. Til gengæld fik vi en selfie med en søko.
Vi kørte hjem, det blev sengetid og jeg skulle i hvert fald ikke sove.
Veerne gjorde langt mere ondt liggende end stående, så vi holdte os vågne og stående. Ud over at være mere smertefulde, steg intervallet mellem veerne også når jeg lå ned, så det droppede jeg hurtigt. Vores mikroskopiske bad var til gengæld hovedattraktion i lejligheden. Der smed jeg skiftevis meget varmt og meget koldt vand ud over min lænd. Tiden gik mens vi vadede frem og tilbage mellem spisebord og bad, og da vi rundede midnat begyndte jeg lige så langsomt at være overbevist om, at det her muligvis, rent faktisk, var veer.
Klokken blev 3 før jeg fik samlet mig sammen til at ringe fødegangen op. Sætningen “jeg tror jeg har veer” undgik jeg meget bevidst, mens “jeg ringer fordi jeg har veer” åbenbart virkede meget relevant i øjeblikket.. I bagklogskabens klare lys var det nok en rimelig overflødig information. De modtager næppe ret mange opkald om noget som helst andet, og slet ikke klokken 03 om natten.
Den venlige Jordemoder troede ikke rigtig jeg var der hvor jeg skulle være. Til gengæld kunne da godt lige komme forbi til et tjek hvis vi havde lyst. Jeg havde alt andet end lyst til at blive sendt hjem igen. Jeg behøvede ikke en jordemoder til at fortælle mig, at jeg skulle prøve at sove lidt, eller gå en tur og komme igen senere. Jeg kiggede hvad jeg husker som temmelig desperat på Mads, for at han skulle tage en beslutning. Min evne var absolut ude af drift. Han valgte ikke, så jeg fik stønnet et opgivende ja-tak til tjek. Bilen var pakket, så der manglede bare mig.
Ikke om jeg havde den mindste lyst til at sætte mig ind i nogen som helst fastlåst stilling, med galoperende ondt så snart jeg ikke stod op. Ellers tak. Der var bare ikke rigtig nogen vej udenom. Kompromiset blev at Mads stoppede bilen hver eneste gang der var optræk til ve. Vi har 35 minutter til OUH, så det var noget af en tur. Da vi ankom 7 år senere, havde de absolut ikke travlt. Vi kom ind i et modtagelsesrum, som gudskelov ikke var det klaustrofobiske lille værelse vi havde fået fremvist til fødselsforberedelse. Jeg blev undersøgt og fik den bedste nyhed jeg overhovedet kunne drømme om, og absolut ikke havde turde håbe på. 4 cm. åben, ingen livmoderhals. Jeg havde lyst til at græde af lettelse. Jeg nåede i et lille minut at frygte hvad der nu skulle ske. Gad vide om hun kunne hun finde på at sende os hjem alligevel? Heldigvis smilte hun og sagde “Så finder jeg lige en stue til jer, mens du tager tøj på”.
Min nervøsitet er steget markant efter at have rundet de gyldne 37 uger. Baby kan komme hvornår det skal være, og pludselig er jeg blevet bange for at noget skal gå galt.
Jordemoderen indfriede nærmest den forventning i dag.
Jeg blev gravid i første hug, og babyen har intet fejlet hele forløbet igennem. Den vendte sig hurtigt rigtigt, har fulgt en fin vækstkurve, endda til den store side og jeg har uden problemer kunne mærke den næsten hele forløbet igennem.
I uge 34 var jeg til scanning, hvor alt, som alle tidligere gange var i den skønneste orden. Stor i størrelsen, rigeligt fostervand, korrekt stilling i maven, klar til fødsel.
Lige indtil i dag.
“Jeg tror han vender den forkerte vej”
Min Jordmoder
Så der var noget galt alligevel. skønt.. “altså med rumpen nedad” uddyber min skønne jordemoder. Jo tak. Jeg forstår det godt.
Og alligevel ikke rigtig. Hvad skal der så ske nu? Skal jeg føde barnet ved kejsersnit eller naturligt? Begge dele har risici, blandt andet at begge kan belaste kroppen mere end en “almindelig fødsel”.
I morgen skal jeg til scanning. Vender barnet forkert, skal jeg til vendingsforsøg. Alene. Det er næsten det værste. Pga. corona, foregår alle garviditetsundersøgelser på OUH stadig uden ledsager.
Lykkedes vendingsforsøget kan jeg forhåbentlig føde naturligt. Lykkedes det ikke, laver fødselslæger et skøn af om risikoen er lavest ved en sædefødsel (altså hvor barnet fødes med rumpen først) eller et planlagt kejsersnit. Og så må jeg ellers vælge.
Fra det ene øjeblik til det andet er jeg måske blevet en gravid med komplikationer. Ekstra scanninger, ekstra opmærksomhed. Jeg vil bare gerne have barnet i armene og afslutte det hele. Heldigvis er det jo resultatet uanset hvad scanningen viser i morgen, men hold nu op hvor kan jeg nå at gøre mig mange overvejelser omkring “hvad nu hvis”. Google og mig er også midlertidigt uvenner, for risiciene ved sædefødsel er ærlig talt ikke særlig tiltalende. Ord som større chance for klip i mellemkødet, større chance for store bristninger og to fødselslæger, to jordemødre, en børnelæge og en social og sundhedsassistent virker heller ikke som det selskab jeg havde tiltænkt mig min fødsel i.
Heldigvis er jeg da ikke gået i fødsel, uden nogen vidste babyen lavede ballade. Selvom den her situation ikke virker særlig beroligende eller tiltagende, er det trods alt bedre end at få beskeden på 24. time med veer.
Vendingsforsøget bliver ikke fedt. Det er heldigvis ikke den første ikke fede ting min graviditet har bragt med sig. Jeg har endda lavet en hel liste over overraskende almindelige graviditetsgener ingen havde fortalt mig om, som du er mere end velkommen til at læse om. Det kan være den bliver længere efter i morgen. Her er desuden et af de mange links jeg ikke var specielt begejstret for, omkring mulighederne med et barn i underkropsstilling fra Odense Hospital.
Alle leverandørerne af nuttet grej i størrelse baby, fik en overhaling i ugerne efter misdannelsescanningsen i uge 20. Så havde vi i hvert fald det vigtigste. Og 100 andre mindre vigtige ting.
Strømper kan ikke størrelsesorteres slut. De er bare kommet i en’ kasse allesammen. Så håber jeg ikke skidesprælleren er sart.
Vi havde selvfølgelig en liste. Nu kan baby komme hvornår det skal være, og der er stadig ting på listen, vi ikke har styr på.
Det er ikke kun de fysiske remedier som sejler lidt. Vi bor på landet, og har smådyr og køkkenhave. Det skal lige indstilles på at kunne stå stille en uges tid, hvis det bliver nødvendigt. Kyllingerne skal have større bur, katten skal have et kuld killinger og projekt køkkenhave sejler bare altid lidt. Mit talent er lister. Derfor jeg har fattet mig i korthed og fældet det hele ned i lidt mindre end syv milliarder punkter fordelt på omtrent samme antal lister. Jeg har endda en liste over de vigtigste lister, så jeg ikke glemmer noget ægte vigtigt… Jeg elsker at lave dem. Evnen til at følge dem, scorer jeg til gengæld meget lavt på. Heldigvis er vi to om projektet og den anden halvdel er ret skarp til at få en liste i hånden og udføre det hele, mens jeg har ondt af mig selv på sofaen.
I starten var det mere hyggelige lister, som ofte involverede gode samtaler og rigelige mængder snacks. Vi vendte alt fra økonomi, tøj kvalitet, forskellige emner inden for opdragelse, amning, natarbejdet med baby, traditioner og meget, meget, meget mere.
Nu er det meget praktisk. Monter autostolen, bestil mad hjem til laaaaang tid, gør plads til bleer på badeværelset. Ikke specielt tiltalende, men kan til gengæld udføres uden sparring fra modparten.
Lige så langsomt er det bare begyndt at gå op for mig, at det slet ikke er antallet af rene bodyer eller hvor meget mikroovnmad der er i fryseren, som betyder noget for mig i de dage her. Vi er lidt tilbage ved start. Jeg vil bare gerne have tid. Kærestetid. Bare være sammen. Sammen som par, uden at lave alt muligt, men bare sove længe og kigge hinanden lidt i øjnene. Det savner jeg, allerede.
For det er nok nærmere de ting, der ikke kommer til at være tid til i starten, når skidesprælleren først er ude. Jeg tror aldrig der er nybagte forældre, der er døde af sult, fordi fryseren ikke indeholdt mad til de næste 8 uger. Der er nok heller ikke ret mange nøgne nyfødte, fordi ALT tøjet ikke nåede gennem maskinen.
Ting som endnu ikke har en plads. Herunder puslemåtten..
Til gengæld er der massere af historier om par der ikke har sex og skændes om natten. I de værste tilfælde ender folk med at gå fra hinanden, og den rate vokser sig tårnhøj.
Når min anden halvdel suser rundt på hele ejendommen for at kunne sætte flueben, eller er kørt til apoteket, brugsen eller babysam for tiende gang for at få fat i noget vi mangler (fra en af listerne naturligvis), så mangler jeg ham.
Derfor gør det ikke noget vi ikke er klar. Sålænge vi er tanket godt op på nærvær og hygge, er jeg mindre bekymret for natskænderierne og manglende morgenkys. Det er vel bare en fase på en 18 år, før vi igen bare har os selv at nulre navler på.
For at give dig de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver dit samtykke til disse teknologier, kan vi behandle data som f.eks. browsingadfærd eller unikke ID'er på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.
Funktionsdygtig
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.
