Overraskende almindelige graviditetsgener som ingen har nævnt for mig
Åhr jeg kaster op hele tiden. Jeg har så meget kvalme at jeg ikke engang kan se serie. Jeg har ikke sovet ordentligt siden uge 12. Mit bækken er røv nedern. Jeg har ondt i ryggen, faktisk over alt.
Jeg kan komme på uendeligt mange beklagelser jeg med største fornøjelse ville kaste om mig, til alle som gider lytte. Alle kender bare nogen som har været gravid før mig, og nettet er oversvømmet af lister med almindelige graviditets-gener. Min vægtstingning og trang til salt kommer ærlig talt ikke bag på nogen. Det er bare en del af pakken, og det ved alle. Jeg har til gengæld oplevet en række helt almindelige ting, som jeg aldrig har hørt gravide beklage sig over. Det er intimt, måske pinligt eller bare virkelig for træls, upassende eller privat til lige at blive kastet i hatten til middagsbordet. Jeg har gjort en dyd ud af at samle her til frit skue. Heldigvis rammer det hele jo sjælendt samtidig, og når det rammer, er det heldigt at babytøj er så nuttet at kigge på, at man bilder sig ind, det er det hele værd.
Hæmorider
Ja. Måske er det ikke verdens mest hemmelige hemmelighed, at de kan komme når man er gravid, men det er altså ikke som jeg troede, noget der bare lige bliver fixet og ikke påvirker dansen på roser.
For det første gør alle toiletbesøg sindsygt nas, uanset om de er små eller store. At samle ting op fra gulvet, binde snørrebånd og klappe kæledyr kommer også på listen over ting der ikke kommer til at ske lige foreløbig.
Hvis man skal have gjort noget ved det, skal man først ringe til lægen. Allerede der sidder jeg og ryster skrækslagent, og overspringshandler på livet løs. Så slemt er det alligevel ikke. Jo det er det. Man ringer, og skal nu forklare en sekretær hvorfor man absolut (jeg var meget desperat) skal have tid til lægen samme dag. I mangel på bedre ord, må den venlige kvinde tro hun snakker med en treårig. Jeg fik i hvert fald nævnt lidt af hvert. Når man så endelig kommer til, stikker lægen sin finger op bag i en. Fortsat mosler hun så lidt rundt og udskriver noget latterligt dyrt creme, som til gengæld virker med det samme. I en periode. Der er nemlig skønne bivirkninger.
Jeg har forstået det sådan, at man desværre ikke rigtig kan andet end at lindre, før man har født. Pisse fedt.
Hævede kønslæber
Også en, jeg aldrig havde hørt om. Heldigvis var google min ven, og forsikrede mig om at det var helt almindeligt. Derfor er det stadig noget nær uudholdeligt og gør pisse nas. Jeg smører mellemkød og skamlæber med mandelolie, for at lindre kløen, svien og små rifter. Det var lægens bedste bud. Det hjælper, men fjerner ikke problemet. Heldigvis er det et af de problemer, som skulle forsvinde som dug for solen, så snart babyen er ude og hormonerne på plads. Hvor lang tid det så tager forsøger jeg ikke at tænke for megetover.
En anden ulempe er at ens arme på magisk hvis forkortes i graviditeten. Som om det ikke er slemt nok at skulle kæmpe med et underliv der ikke ligner sig selv, kan man jo passende invitere sin kæreste til at være den, man lige kan udstille det problem for, og få ham til at smøre olien ud. Den gode ting er, at jeg ikke er nær så bekymret for min blufærdighed under fødslen længere.
Sved
Jeg har altid haft små bryster. Lige indtil jeg blev gravid. Bevares, objektivt set har de nok bare fået en mere anvendelig størrelse nu, men allerede meget tidligt i min graviditet stiftede jeg bekendtskab med sved under brysterne. De har aldrig rørt min hud under brystet før. Det var en oplevelse, og jeg gik konstant og stoppede tøjet op under mine bryster, for at huden ikke skulle gnides op af hinanden. Nu har jeg konstateret at den øgede svedproduktion gælder hele kroppen. Lækkert.
Pels
Ikke som en hund, men pikslips og en generel markant øget hårvækst på mave, arme og ben. Den gode nyhed er at både min jordmoder og læge ikke har kommenteret det, så jeg går ud fra det er normalt.
Oppustet mave
Det var værst helt i starten. Alle kunne se jeg var gravid, og jeg kunne give 1000 blikke der sagde noget i retning af “lad være med at spørge hvor langt jeg er henne”. Jeg var under 12 uger henne da jeg var til den første familiebegivenhed. Min mave lignede en der godt igennem 1. og halvejs i 2. trimester. Sandheden var at babyen nok har været på størrelse med en lime, og ville have være total anonym i sin størrelse. Mine tarme derimod var på størrelse med en vandmelon. Jeg bekræftede bare, at jeg var gravid og stak af fra samtalen mod kagebordet. Det var en 80-års fødselsdag med kage-buffet, så det så ikke underligt ud, heller ikke gang nummer 700.
Forstoppelse
Problemet kommer hånd i hånd med den oppustende mave. Jeg har aldrig haft gode toiletvaner. Faktisk har jeg aldrig rigtig skænket dem en tanke, før jeg lå og vred mig i smerte. Det er ikke for sjov ikke at kunne lave bommelom på toilettet, det gør sindsygt nas. Kuren, sveskejuice og kaffe. Jeg kan ikke få noget af det ned, så min mave må have det som den har det. Heldigvis var problemet for mig nærmest væk efter første trimester.
Hormoner
Før græd jeg ikke af træthed, og jeg havde aldrig oplevet at blive skuffet over manglen på noget mad, jeg ikke engang vidste hvad var. Jeg kan slet ikke genkende mig selv, for hvornår er det mig, og hvornår er det “bare” hormoner? Jeg blev sjælendt vred, og viste det aldrig. Nu har jeg taget en nat på sofaen i arrigskab.
Selvfølgelig havde jeg hørt om hormoner. Til gengæld havde jeg ikke skænket det en tanke, hvordan det ville være at leve med hormoner. Forstå mig ret, alle påvirkes altid af hormoner. Forskellen for mig ligger i langsomt at være gledet helt ud af mit gamle jeg. Det er til gengæld også stilnet af, og med tre uger til termin håber jeg på det snart er ovre.
Fødsel i sigte
Fremover kommer jeg ikke til at kunne høre gravide beklage sig, uden at vide det kun er toppen af isbjerget. Hvordan det er acceptabelt at nævne hvor mange gange man kaster op, men ikke hvor træls det er at svede alle bluser igennem på 30 sekunder må forblive en gåde. Nu er mine mindre fede graviditetsgener i hvert fald listet her, til skræk og advarsel. Jeg syntes stadig kvalmen og opkast er det værste. Alle de listede ting, har været mere eller mindre sekundære i min graviditet. Jeg kan næsten ikke vente med at opleve det hele igen. Måske kan jeg ovenikøbet gøre listen af helt almindelige, men aldrig nævnte gener endnu længere, bare som en public service til gravide som føler sig lidt Palle alene i verden.
Fødslen kommer helt sikkert til at blive et kapitel for sig selv, hvad angår ikke nævnte oplevelser. Jeg håber det bliver en kort liste, men mon dog.Før jeg nåede hertil gjorde vi os en masse overvejelser om at skulle være forældre. Dem alle andre nok mente var det vigtigste har jeg samlet her i Projekt Baby. De afholdte os heldigvis ikke, og nu venter vi i spænding til den melder sin ankomst.