Status på de første tre måneder som Eskilds forældre
Jeg kan gøre det kort: Mindre søvn, mindre mad, mindre tid. Ikke sådan generel tid, for dagene har ederbankbusme været lange, men tid uden en suttende, skrigende eller surt afventende baby på armen.
Kvalitetstid er blevet mange ting. Toiletbesøg alene, vasketøj eller den der time (det jo hurtigt løber op i) man kan nyde at finde gulvet og egentlig bare samtlige vandrette overflader i vores lille lejlighed igen.
Eskild har skreget mere eller mindre intensivt i tre måneder. Han har, eller har haft kolik. Det er blevet langt bedre den sidste uge, så jeg håber virkelig det er et overstået kapitel. Han er vokset 10 centimeter, har snart fordoblet sin vægt og er en helt anden dreng end den der lille fis, jeg kan se vi havde i armene før skrigeriet brød ud og billedmængden blev reduceret.
I dag var han så stor nok til at blive vaccineret med verdens længste nål. Jeg havde nøje planlagt ikke at være hjemme men på universitet og lege studerende. På vej derind ringede vores læge desværre bare og meldte afbud. Tiden blev så rykket til i dag, hvor jeg egentlig skulle have skrubben alene. Det skulle ikke ske, så Mads skulle meget hurtigt arrangere at arbejde hjemme. Tilbage til nålen, så vurderede jeg meget hurtigt at det ikke var mig der skulle holde ham. Mit mor-øje fastslog at den klart var lang nok til at stikke hele vejen gennem hans små buttede ben. Han blev hidsig, fik det ene stik, fik det andet stik, blev trøstet, fik bryst og så var den ged barberet. Det var helt som jeg havde forventet, mig der led mest i den seance.
Hvad mig, Mads og parforholdet angår, har vi haft det bedre. Sådan en kolik-djævel er ikke for sjov, så vores samtaler drejer sig meget om, hvordan jeg undgår at skulle sidde med skrubben 10 timer om dagen. Det er de grimme følelser der kommer frem, når man ikke sover, spiser og har for meget gråd i ørene. Jeg blev jaloux. For mig virkede det som drømmen at kunne stikke af fra gråden hele dagen. Uanset om han græder eller ej, savner jeg ham bare ufattelig meget de tre timer jeg er til undervisning. Det har sat dagene i perspektiv, for lige pludselig føler jeg , at jeg går glip af ham. Jeg er stadig ikke vild med at være alene, ringer stadig Mads hjem, og er flittig fortaler for adskillige hjemmearbejdsdage. Det er bare mere overkommeligt når man kan få 10 minutter i timen uden en utilfreds baby. Til gengæld er jeg så taknemlig for at se ham hele tiden, hver dag og opleve alle de små ting han hele tiden lige pludselig kan. Det bliver så underligt, når Mads overtager vores barsel på fuld tid.
Når Eskild ikke lige er i gang med at skrige ørene af os, eller sende de mest charmerende smil, så vi begge er fuldt optaget, har vi faktisk mere eller mindre glemt hvordan man snakker sammen. Vi bruger adskillige timer på at stirre ud i luften, på vores mobiler og alt muligt andet navlepilleri. Heldigvis snakkede jeg ørene af ham før, så en mindre nedskallering er nok ikke det værste der er sket.
Til 8 ugers undersøgelsen blev jeg afsluttet som gravid og post-gravid. Lægen kunne heldigvis ikke sætte en finger på forløbet, så derfra var jeg mere end velkommen til, selv at finde tilbage til min krop. I dag har jeg shorts på. De sidder ikke som før. Alligevel er det en stor sejr at kunne begynde at pakke mit ikke graviditetstøj ud af kasserne igen. Det har taget tre måneder, uden nogen form for indsats, så jeg har sendt en highfive afsted til min krop og håber på den klare fremtidige udfordringer lige så fint.
De næste tre måneder kommer til at gå hurtigere. Der er flere gode dage nu, og de suser bare afsted. Hvis de lige så stille får overtal i ugerne, rejser han sig sikkert op før vi når at fjerne potteplanterne og installere baby-gitter. Den tid den sorg, vores potteplanter er alligevel ikke ret begejstrede for lejligheden, så det er ikke noget stort tab.
