Der er seriøst mange valg man kan tage i livet. Jeg har prøvet at samle nogle af de største:
- Karriere
- Børn
- Bosted
Det er ret ligetil. Hvilken uddannelse tager jeg, hvordan og med hvilket formål? Vil jeg have børn eller ej (for mig, er hvor mange, nok mere relevant, da Eigil snart er halvvejs færdigbagt) og sidst men ikke mindst, hvor vil jeg gerne bo?
Det virker som tre forholdsvis enkle spørgsmål, man egentlig bare ville kunne fylde ud som man gør, når man giver sine informationer til lægen, skriver under på en kvittering eller melder sig på et fitness-hold. Forskellen er bare, at her er man så fandens bange for at vælge forkert.
Køber vi først en lejlighed på anden sal til 3,6 millioner, så er det der vi bor. Gældsætter vi os, sammen med tre andre familier i et bofællesskab, på en 32 hektar stor grund, hvor alt er nedrivnings-parat, så er det mindst et 20-års-projekt.
Jeg er slet ikke vild med infleksibiliteten i de muligheder, men samtidig syntes jeg det er virkelig vigtigt, at mine børn har rytme, hverdag og et hjem, med tryk på et’. Jeg vil ikke være den mor, som konstant kræver skoleskift på grund af karrieremuligheder, huspriser, eller ganske simpel kedsomhed.
Samtidig har jeg en umanerlig og fuldkommen umættelig lyst til at opdage verden. Jeg vil derud, hvor kulturen bliver skabt og hvor ingen danske eller vestlige værdier har kapret hele ideologien. Jeg vil se verden, opleve den og forsøge at forstå den. Ikke bare som charterturist 14 dage af gangen, 3 gange om året, men som medmenneske.
Nogle af mine største drømme er at ride gennem mongoliet på hesteryg, krydse indlandsisen på hundeslæde, sejle med sejl over atlanten og køre roadtrip fra toppen af alaska til spidsen af Chile. Jeg vil meget hellere have at mine unger lærer engelsk, spansk og tysk fordi det giver mening, end i et støvet klasselokale med en lærer, der engang for 21 år siden, har boet et halvt år i Madrid. De skal kunne regne for at kunne planlægge deres ansvar af turen, og hvornår har det været vigtigere at kende den kemiske betegnelse for køkkensalt, end at kunne navigere tværs gennem områder, hvor de lokales sprog og hjælp kun er til yderligere forvirring.
Min drøm er at kunne leve af at rejse, uden at hoppe fra lufthavn til lufthavn og belaste kloden yderligere. At kunne give mine børn menneskelige værdier og troen på at hvad de lærer er nyttigt og meningsfyldt. At føle jeg har været her, før mit liv er forbi. Vigtigst af alt vil jeg ikke sidde bittert og fortryde, at jeg aldrig forsøgte at følge min drøm, det kan jo være jeg hader den. Men så igen. Hvis ovenstående netop er formålet med min drøm, er at rejse så virkelig den eneste måde at udleve den på, eller ville jeg også kunne det i lejligheden 200 meter fra centrum, eller i det nedrivningsklare bofællesskab? Jeg tror man er heldig, hvis man ved både hvad man vil, hvilket formål man gør det med, og tror på det hele vejen igennem. Jeg er desværre ikke en af dem, men jeg arbejder på det.
PS. Jeg mener naturligvis ikke det er skidt for børn at gå i skole. Jeg har selv elsket undervisningen alle 10 år fra børnehaveklasse til udgangen af 9., og mener bestemt ikke jeg har fyldt mit hoved med unødvendige ting, men at jeg alligevel nogen gange har manglet perspektiv.
Tysk blev foræret til mig, fordi mine forældre rev pløkkerne op af jorden og flyttede til Schweiz. Hele processen var bestemt også fyldt med sorg, men i dag er det derfra jeg har perspektiv på måden at leve, i alt fra politik, skolegang, og offentlig transport til årets gang, afhængighed og folkelig disciplin.
