Alt det der skete under fødslen (Fødselsberetning del 2)
Første del ligger her og handler om at det der skete før fødslen.
Vi fik en ægte stue og en ægte Jordemoder og så skulle jeg ellers ægte føde. Og fra den del her, må jeg også kalde det ægte veer og ikke “plukkeveer eller veer eller hvad det nu er” og hvad er forskellen i øvrigt? Veer leder til fødsel, det gør plukkeveer ikke, men når man står på fødegangen kalder de det gudhjælpemig det for “Fødselsveer”, når de skal indikerer at man er i aktiv fødsel. Pludselig hedder det “Udvidelsesveer” når man udvider sig OG “Presseveer” når man presser. Jeg havde helt ret i min hypotese. Man ikke en skid er sikker på om det er veer eller ej, før en jordemoder bekræfter at nu er det altså nu.
Klokken 04:20 var vi officielt tjekket ind.
Det var ret vildt. Shit. NU skulle jeg altså føde. Det var jeg ikke sikker på jeg turde. Jeg fik tilbudt klyx og takkede glædeligt ja. For de uindviede er det en stor mængde flydende afføringsmiddel man får sprøjtet direkte op, hvor der skal tømmes. Så bliver man bedt om at holde det inde i 10 minutter, mens man har veer vel og mærket, før man må smutte ud og levere indholdet i toilettet.
Det jeg var absolut mest bekymret for, var hvorvidt jeg ville komme til at skide i sengen, på gulvet på vej derud eller over hele toilettet. Alle fødselsberetninger jeg har hørt, har det været noget nær umuligt at holde moletjavsen inde i de famøse 10 minutter. For mig var det virkelig ikke noget stort problem. Så har dem, som skulle stå over for det valg, også det perspektiv.
Da klokken blev 5 var alle formaliteterne overstået, og vi blev sendt i bilen for at hente vores ting, så vi fik en lille gåtur der kunne skubbe gang i veerne. Det blev en ret langsom gåtur, men vi fik taget trapperne ned. Ikke op igen. Der skulle ikke ret meget til for at sætte det hele i gang, så det var ikke en mulighed.
Da vi skulle ind på sygehuset, efter at have hentet alt det vi havde pakket, som vi i øvrigt overhovedet ikke fik brugt, var døren låst. Man skal trykke på en knap, når man kommer om natten, for at blive lukket ind. Vores kald gik ikke igennem til vagten, som skulle låse døren op, og den var ikke åbnet, selvom det var indenfor almindelig åbningstid. Jeg havde grumme veer. Det var afgjort ikke min opgave at fixe problemet. Mads fik ringet til fødegangen og de fik sendt vores jordemoder ned for at åbne for os. Fedt, så var vi inde igen.
Jeg ville vildt gerne i badekar og jublede absolut indeni, da jeg så vores fødestue havde et. Efter vores lille stunt ved fordøren var klokken nået at blive 6 og det badekar kunne kun blive fyldt for langsomt. Veerne begyndte at trække tænder ud. Jeg tog et par veer i badekarret, men efter en lille time passede det mig åbenbart ikke rigtig længere at ligge i det, og lige oven i vagtskiftet stod jeg op igen.
Jeg kan ikke selv huske ret meget af resten af forløbet, men min nye jordemoder præsenterede sig mellem veerne og havde mørkt hår. Hendes navn fik jeg ikke med. Hun var heller ikke så belejlig at skrive det på tavlen, så den eneste gang jeg havde brug for det, opgav jeg det bare igen.
Hun klistrede nogle varmepuder på mig og tilbød mig lattergas. Jeg tog glædeligt imod lattergassen, og så hyggede jeg mig ellers med den i 3 timer. Positionen var stående op ad sengen med Mads i hånden på den anden side. Han har fortalt mig han også holdte min maske. Det kunne jeg åbenbart ikke finde ud af selv. Ikke at jeg husker det. Til gengæld kan jeg godt huske hvor meget jeg prøvede på at skjule, hvordan lattergassen påvirkede mig, så min jordemoder ikke skulle få den skrækkelige ide at tage den fra mig.
Svimmelheden var det værste, jeg faldt hele tiden i søvn (jeg registrerede mest bare at Mads ruskede lidt i mig og kaldte på mig). Min tunge havde sit helt eget liv og jeg var overbevist om, at hvis jeg forsøgte at gå, ville mine ben splatte sammen under mig.
Af samme grund orkede jeg ikke at give mig i kast med at forklare min jordemoder eller Mads at jeg så småt havde lyst til at presse. Jordemoderen var tilsyneladende skarpere end mine forsøg på at skjule alle mine hemmeligheder. Ganske kort tid efter pressetrangen var begyndt at melde sig, syntes hun lige hun ville undersøge mig.
Fuldt åbent. Sådan, næste kapitel tak. Eller ellers tak, for det indebar desværre at jeg ikke måtte stå op længere.
Jeg ville gerne føde i vand. Mens de fyldte fødekarret op, gik mit vand fordi jeg ikke var ret dygtig til ikke at presse, når jeg havde pressetrang. Jeg pressede bare.. Når jordemoderen sagde jeg ikke skulle presse, fortolkede jeg det som at jeg bare ikke skulle presse medmindre jeg ikke kunne lade vær, så jeg pressede.
Tilbage til vandet, så gik det mens jeg stod der og lod som om jeg ikke pressede. Det føltes som om det tog laaaaaang tid for alle at fatte hvad jeg prøvede at formidle med føromtalte tungevanskeligheder. Tiøren faldt endelig for Mads, som fik sagt det videre.
Personligt forstod jeg på ingen måde hvordan det ikke var åbenlyst. Indeni mig lød det som et ordentligt brag. Vandet ramte gulvet, pjaskede op på mine ben og løb i øvrigt ud over det hele. Der foregik ret meget på stuen imens, og de var også ved at fylde mit fødselskar. Det giver nok mening, trods at jeg syntes det var meget åbenlyst hvad jeg prøvede at fortælle når jeg svagt fik mumlet “vand, vand, vand”… Inden vi nåede til fælles forståelse for hvad “vand” betød, havde jeg både fået serveret en vandflaske og blevet oplyst om hvor langt de var med fødekarret.
Vandet var grønt. Ikke det jeg skulle føde i, men det babyen lå i, i min mave. Det er noget rigtig skidt, navnligt fordi det betød jeg ikke måtte føde i badekarret. Til gengæld måtte jeg ligge på ryggen, hvilket var det eneste jeg absolut ikke syntes var fedt.
Hele pressefasen er relativt sløret for mig. Det ærgerligste ved min fødsel syntes jeg var, at jeg ikke kunne mærke jeg fødte mit barn. Da jordemoderen meddelte at hovedet var ude var jeg utrolig lettet og forholdsvis overrasket, for jeg kunne simpelthen ikke mærke det.
Desværre var smerten ikke bare forsvundet på magisk vis, men havde forplantet sig voldsomt i ryggen. Det var sindsygt hårdt at have så voldsom en smerte, som virkede ufattelig meningsløs. Jeg kan huske, at jeg bad om at stoppe, forklarede at jeg ikke kunne holde det ud, for smerten var ved at overmande min tro på, at det nok skulle gå. Mine veer var væk, jeg kunne i hvert fald ikke mærke dem. Det eneste jeg kunne mærke var den vanvittige dunken langt op af ryggen.
Lillemanden skulle have taget blodprøver fra sit hoved for at tjekke at alt var okay med ham. Overvågningen på ham var konstant. De prøvede også af flere omgange, med flere forskellige instrumenter at måle hvornår jeg havde ve, men det lykkedes ikke.
Tiden var en anelse kaotisk. Min jordemoder havde en stemme der trods hendes pædagogiske forklaringer om hvordan jeg skulle presse tydeligt sagde “du gør det forkert”. Det gjorde jeg afgjort også, for jeg kunne simpelthen ingenting mærke i den region. På et eller andet tidspunkt fattede jeg endelig hvordan. Ikke at jeg syntes der var den store forskel på det jeg havde gjort indtil da. Fødslen skred frem og han blev født på et par få presseveer derefter. De lagde ham på brystet og alt var endelig overstået. Vi var blevet fuldtallige på fødestuen.
